Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Politik

Stor deltagelse fra studieledere i kvalitets- og relevansudvalgets spørgeskemaundersøgelse

FEEDBACK - Mere end fire ud af fem adspurgte studie- og uddannelsesledere på de videregående uddannelser har givet deres besyv med i regeringens kvalitet- og relevansudvalgs spørgeskemaundersøgelse.

Mens de studerende føler sig sat uden for døren i kvalitets- og relevansudvalgets arbejde, er studie- og uddannelseslederne på de videregående uddannelser blevet mere systematisk inddraget.

Og bedømt ud fra svarprocenten i udvalgets udsendte spørgeskemaundersøgelse, så har den mulighed for inddragelse fanget stor interesse hos de studie- og uddannelsesledere, som imellem den. 20. januar og den 6. februar har haft mulighed for at give deres input til udvalgets arbejde.

86 procent af de i alt 464 adspurgte studie- og uddannelsesledere har svaret på spørgeskemaet, skriver udvalgssekretariatet i en mail til Uniavisen, der forud for kvalitets og relevansudvalgets første anbefalinger sætter fokus på udvalgets arbejde.

LÆS OGSÅ: Studerende kørt ud på et sidespor i kvalitetsdebat

I kvalitetsudvalgets spørgeskema skal uddannelseslederne blandt andet svare på, om deres arbejde med tiden er blevet mere administrativt krævende, om adgangskravene på uddannelsen er relevante og tidsvarende for at få de bedst kvalificerede ansøgere, og om akkrediteringssystemet har haft en positiv betydning for kvaliteten af uddannelserne.

Undersøgelsen har været udsendt til studie- og uddannelsesledere på landets universiteter, erhvervsakademier og professionshøjskoler.

To gange anbefalinger

Udvalget for kvalitet og relevans i de videregående uddannelser skal komme med anbefalinger til, hvordan kvalitet, relevans og sammenhæng kan styrkes i to delrapporter. De første anbefalinger forventes offentliggjort i slut marts og den anden rapport i oktober 2014. Udvalgsarbejdet afsluttes med en samlet afrapportering inden udgangen af 2014.

Udvalget er nedsat af tidligere uddannelsesminister, nu skatteminister, Morten Østergaard (R), som har sagt, at man er klar til at lovgive på baggrund af udvalgets løbende anbefalinger også før den samlede afrapportering i 2014.

LÆS OGSÅ: hele spørgeskemaet her.

Bjarke.w.pedersen@adm.ku.dk

Seneste