Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Kultur

Store tegneseriekanoner på KUA

TEGNESERIER - Den amerikanske tegneserietegner Ron Regé Jr. gæster Københavns Universitet og tager en sludder på KUA

Ron Regé er en af de førende kunstnere på tegneseriens alternativscene, og det er Dansk Tegneserieråd, der har lokket ham til Danmark og Amager til en forelæsning og snak med publikum i KUA’s Roland Bar, tirsdag den 27. april. Regé præsenterer selv sine tegneserier og læser højt.

Universitetsavisen medvirker til arrangementet i en ordstyrerrolle, men tanken er, at publikum selv byder ind med spørgsmål til Regé. Og der er sådan set nok at tage fat på, for hans værker er herligt gådefulde. ‘Skibber Bee-Bye’, for eksempel, er en syret fortælling om kærlighed og svigt og en elefant i et jakkesæt … plus muligvis en hel del derudover.

Ron Regé Jr. er også musiker, og han har formået at få tegninger og musik til at gå op i en højere enhed i samarbejde med det danske band Mew. Det er Regé, der har tegnet gruppens video ‘156’.

Scorsese i Randers-agtigt

Humanisterne er for tiden oppe i et ret højt gear på tegneseriefronten. På Institut for Kunst og Kulturvidenskab er stipendiat Rikke Platz Cortsen godt i gang med at uddanne et hold studerende i tegneseriens form, og usædvanligt nok består eksamen for kursisterne, i hvert fald en del af den, i en fremlæggelse under en kommende tegneseriefestival, Komiks.dk, i maj. KUA lægger samtidig hus til en international konference den 21. maj om tegneserier, Contemporary Comics.

KUA-folkene har investeret en del tid i en akademisk gennemtygning af et moderne hovedværk, Chris Wares grafiske roman ‘Jimmy Corrigan, the Smartest Kid on Earth’. (Nogle vil muligvis huske serien fra det ambitiøse og tidligt dødsdømte luksusdagblad Dagen). Ware gæster, scoopmæssigt, både tegneseriefestivalen og den akademiske konference på KUA. Det svarer lidt til, at Martin Scorsese dukkede op på en filmfestival på Randers Bibliotek.

Torsdag aften den 29. april tegner Ron Regé i øvrigt på Ideal Bar under Vegas anden udgave af ‘Tegneseriebeats’, der kombinerer levende tegning og dj-musik. Det er gratis at overvære.

chz@adm.ku.dk

Seneste