Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Debat

Storinkvisitor på Hogwarts kommer dansk uddannelsesminister til undsætning

KLUMME - Dolora Nidkjær fra Ministeriet for Magi har selv prøvet, hvordan det er at kæmpe med et genstridigt uddannelsessystem og oprørske grupper af studerende. Hun kommer derfor nu sin danske kollega til undsætning. Uddannelsesminister Sofie Carsten Nielsen udsættes for urimelig kritik, mener hun.

Da minister for magi Cornelius Fudge sendte hende til Hogwarts skole for heksekunster og troldmandskab, havde Dolora Nidkjær ikke drømt om, hvilken hårrejsende opgave det ville blive. Hun skulle foretage en tiltrængt oprydning på en uddannelsesinstitution, der i alt for høj grad uddannede hekse og troldmænd, som ikke gjorde præcis, hvad Ministeriet for Magi sagde. Alligevel mødte hendes forandringer modstand fra de reaktionære studerende og undervisere.

»Jeg havde på forhånd nedsat flere arbejdsgrupper af mine mest betroede medarbejdere til at forberede velgennemtænkte reformer,« siger hun. »Men særligt den ahem, ahem forbryder Harry Potter og hans bande sørgede for at vende stemningen imod mig.«

Nidkjærs reformer på Hogwarts inkluderede videnskabeligt underbyggede metoder som at true alle medarbejderne med fyring, forbyde grupper på mere en tre personer at mødes og at lade studerende skrive strafsætninger med deres eget blod.

»Det er beviseligt befordrende for effektiviteten,« forklarer Nidkjær, »hvis man én gang har prøvet at skrive med sit eget blod, gør man aldrig noget, jeg ikke vil have igen. I hvert fald ikke hvis man er rationel i modsætning til en vis Hr. Potter. Det er ren økonomisk teori. De skal nok hurtigt finde ud af, hvad der er bedst for dem.«

Fremragende Excel-ark i Danmark

På samme måde kan Nidkjær se rigtig mange positive takter i Sofie Carsten Nielsens nye forordning om at fjerne 4000 studiepladser på særligt humanioras kandidatuddannelser over de næste tre år.

»Færre selvstændigt tænkende individer er altid godt for et samfund. Det er muligt, at humanister ikke har meget højere arbejdsløshed end jurister, politologer og mange ingeniører i øjeblikket, men de tænker alt for kritisk.«

Derfor synes hun, det er en kæmpe fordel, at der ikke længere bliver plads til, at alle humanister kan få en kandidatuddannelse. Samtidig er de danske regler for optag på andre fags kandidatuddannelse heldigvis så rigide, at humanisterne heller ikke kan sprede deres anarkistiske tanker til andre uddannelser.

»Det gælder om at isolere så mange af dem i kontanthjælpssystemet som muligt. Jeg hører dog, at ministeren vil beholde jeres såkaldte retskrav, sådan at alle kan fortsætte på en kandidatuddannelse i forlængelse af deres bachelor. Men så kommer universiteterne jo nok bare til at uddanne dem for de penge, de får for andre studerende, og så er det jo næsten ligesom at lade dem skrive med deres eget blod.«

Den tanke tiltaler tydeligvis Nidkjær, for et tudsebredt smil breder langsomt sig fra øre til øre.

En anden positiv effekt ved, at kandidatuddannelserne bliver overfyldt alene af retskravsbachelorer, er, at der ikke bliver plads til nogen internationale studerende. »Dem er det meget fornuftigt af jer at holde ude. Internationalisering gør det meget sværere at holde samfundet i et jerngreb.«

Nidkjær håber desuden, der kan laves regler, så halvblodsdanskerne er dem, der først sorteres fra, når der ikke er plads nok. Det er en holdning, der nok kan få alarmklokkerne til at ringe en smule, når man tænker på Nidkjærs blakkede fortid som topembedsmand under det, der de facto var Voldemorts regime. Hun blev efter den såkaldte Dark Lords fald dømt for forbrydelser mod mugglefødte, men understreger, at der intet er at komme efter med den slags platte personangreb: »Voldemort tabte sit slag, så nu fortsætter kampen igen fuldt ud indenfor lovens rammer,« forsikrer hun.

Regeringen skal ikke lade sig true

»Carsten Nielsens reformer er næsten endnu mere fornuftige, end mine egne var,« roser hun sin danske kollega og opfordrer hende til ikke at lytte til den urimelige kritik. »Ahem, Ahem homoseksuelle som Dumbledore og terrorister som Harry Potter vil altid forsøge at tryne dig. Det var jeg ikke forberedt på dengang, så jeg lod dem slippe af sted med det. Men nu er Sofie Carsten Nielsen advaret, så jeg håber hun vil slå hårdt ned på et hvert optræk til protest – om nødvendigt med forbudte forbandelser, eller hvad hun nu har til rådighed.« Nidkjær lufter også tanken om, at Sofie Carsten Nielsen gerne må sende en ugle, hvis hun får brug for hjælp. Den danske regering vil hun nemlig meget gerne arbejde for.

»Det er en administration lige efter mit hoved,« ler hun skingert. »Det er en regering, der virkelig forstår, at man ikke kan have en befolkning til at gå rundt med egne meninger, hvis de skal være god arbejdskraft.«

»Og så er det bare sådan et fint trick at reducere på Kandidatuddannelserne, sådan at det ikke lyder lige så voldsomt, som det reelt bliver, når konsekvensen er, at universiteterne også må skære i bacheloroptaget. Meget snedigt,« tilføjer hun.

Seneste