Universitetsavisen
Nørregade 10
1165 København K
Tlf: 21 17 95 65 (man-fre kl. 9-15)
E-mail: uni-avis@adm.ku.dk
—
Kultur
Spring på cyklen eller få fodret din voyeurisme - cyklisterne omringer universitetet i dag
Der er en tommelfingerregel, der siger, at jo færre timer du motionerer, desto større er risikoen for, at du er iført outreret, medisterpølsestramt idrætstøj i grelle farver, når du motionerer.
Og ud fra den betragtning skulle der i dag være god mulighed for at stirre sig mæt (bogstaveligt talt) på skinkefarvede cyklister i blank nylon overalt i hovedstaden, når Københavns Universitet afvikler Campus Race 2009.
Det er Det Biovidenskabelige Fakultet (Life), der, i egenskab af løbsorganisator, trækker pistolen og sender feltet af sted klokken 13 fra Frederiksberg Campus.
Årets løb tager deltagerne rundt på den såkaldte grønne rute – et nyindtegnet stisystem, der lader den cyklende trafikant undgå den hårdeste portion af den partikelforurening, København serverer for sine indbyggere.
Cykelløbets pædagogiske sigte er at gøre studerende og ansatte opmærksomme på, hvor bekvemt og grønt, det kan være at okse rundt mellem Københavns Universitets forskellige afdelinger på to hjul.
Klimavenligt er det også – afhængig af, hvor meget CO2, der er udledt i fremstillingen af de mange kvadratmeter syntetisk cykelbuks, som svajer over sadlerne i eftermiddag.
Løbet afsluttes med en mulighed for mad og øl i Væksthuset – det studenterdrevne spisedrivhus i Frederiksberg Campus’ blomsterbede.
chz@adm.ku.dk