Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Campus

Strøm på energibesparelser

Grønt Netværk har fået 250.000 kroner til at præmiere studerende for lyse indfald til at reducere universitetets C02-udslip

Har du som studerende gode forslag til energi- og CO2-besparelser på campus? Fire studenterorganisationer samlet i ‘Grønt Netværk’ efterlyser dine idéer, og der er penge til at gennemføre dem. I alt 250.000 kroner har rektor og dekaner bevilget til en særlig grøn studenterpulje, administreret af Grønt Netværk, for at gøre KU til en bæredygtig organisation.

»Vi vil gerne have utraditionelle idéer, og vi vil gerne tiltrække nye mennesker. Gode idéer kan fx være forslag til hvordan vi laver en kampagne for at spare på energien,« fortæller Casper Mølck, talsmand for Grønt Netværk. Et andet medlem af Grønt Netværk, kasserer Torben Frandsen, håber at puljen med penge også kan få det til at virke lettere at være med i studenterpolitik for alle. »Jeg ønsker mig især tværfakultære forslag fra de studerende,« siger Torben Frandsen.

Efterlyser positive historier

Studenterpuljen til bæredygtighed kan måske være med til at vende debatmiljøet og interessen for studenterpolitik på KU. »For et år siden var debatklimaet et helt andet. Man skulle acceptere at ikke alle syntes det var det fedeste at skulle bruge tid på klimaspørgsmålet i forbindelse med studenteraktiviteter. Nu fylder klima meget,« siger Casper Mølck og efterlyser positive historier om hvordan man kan bidrage til et bedre miljø. »Vi vil inspirere folk til at ændre egen adfærd og gøre alting på campus mere bæredygtigt.« Torben Frandsen tror også at studenterpolitikken er på vej frem i dag, men mest inden for ‘grønne områder’, og det behøver ikke at være inden for traditionel studenterpolitik. Både Torben Frandsen og Casper Mølck arbejder nu på at sprede budskabet videre. Første tidsfrist er 1. oktober og næste tidsfrist er 1. december.

anfj@adm.ku.dk

Seneste