Universitetsavisen
Nørregade 10
1165 København K
Tlf: 21 17 95 65 (man-fre kl. 9-15)
E-mail: uni-avis@adm.ku.dk
—
Debat
Studenterdemokrati — Når de nye studerende skal møde alle foreningerne på Folkesundhedsvidenskab, bliver det uden Frit Forum - og det er både udemokratisk og usympatisk.
Studiestarten er for alvor skudt i gang.
I denne periode tager alle os der er aktive i studenterpolitik, rundt til en række foreningsdage, hvor vi får lov til at hilse på de mange nye studerende. Ved denne type arrangementer kan foreningerne gøre opmærksom på sig selv, og de studerende kan snuse til alle deres muligheder for at engagere sig på deres studier. Især for de foreninger, der stiller op til universitetsvalget på Københavns Universitet senere på efteråret, er det vigtigt at vise ansigt til disse foreningsdage i studiestarten.
Universitetsvalget bør være et demokratisk valg, hvor de studerende stemmer på dem, de føler sig bedst repræsenteret af. Derfor undrer det os, at Frit Forum er blevet forment adgang til en foreningsbazar på Folkesundhedsvidenskab torsdag den 19. september, fordi vi »ikke passer ind«. Afvisningen skyldes formentlig, at det ikke er universitetet, der faciliterer denne foreningsbazar, men derimod den lokale afdeling af Studenterrådet,
Spørgsmålet er, hvorfor Studenterrådet skal have monopol på at bestemme, hvem de studerende må møde i deres studiestart?
For os er det uforståeligt, at en dag, der er designet til at informere studenterpolitiske såvel som sociale og faglige foreninger, ikke tillader en forening som Frit Forum at deltage. At ekskludere Frit Forum fra studiestarten på Folkesundhedsvidenskab er både udemokratisk og usympatisk.
Lad os nu samarbejde om det vi kan og diskutere respektfuldt på de områder, hvor vi er uenige.
Det lader til, at udelukkelsen fra bazaren er endnu et af Studenterrådets evige forsøg på at underkende Frit Forum som studenterpolitisk forening. Faktum er jo, at vi er konkurrenter under univalget. Men vi ser ingen grund til ligefrem at ekskludere hinanden. Omvendt bør vi give hinanden plads, for vi deler den fælles funktion, at vi repræsenterer de studerende, når vi går i dialog med ledelsen på Københavns Universitet.
De studerendes interesser må være i fokus. Indbyrdes kontroverser må aldrig gå ud over disse. Lad os nu samarbejde om det vi kan og diskutere respektfuldt på de områder, hvor vi er uenige. Det er sjældent at nogen er blevet dummere af at tale med personer, de er uenige med. Så det gør de studerende på Københavns Universitet formentlig heller ikke. Det ville tværtimod klæde studenterdemokratiet.
Velkommen til alle jer nye studerende på Københavns Universitet. Vi håber, at vi sammen kan sikre studenterdemokratiet. Og især velkommen til jer nye folkesundhedsvidenskabere – selv om vi ikke får lov at snakke med jer til foreningsbazaren, håber vi på at kunne mødes en anden gang.