Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Debat

Studenterrådet holder stormøde for indvalgte

Studenterklumme — Onsdag den 10. maj fra klokken 17 til 20 inviteres alle Studenterrådets indvalgte til samling på Købmagergade 52.

Hvorfor er det fedt, at indvalgte samles? Ny rektor, ny retning for KU – vi er valgt af vores medstuderende til at tale deres sag, og jo flere vi er, der siger det samme, jo klarere går vores budskab igennem.

Onsdag den 10. maj fra klokken 17 til 20 inviteres alle Studenterrådets indvalgte til samling på Købmagergade 52.

De indvalgte skal både høre, hvad vores nye rektor tænker om status på KU, og hvor vi skal bevæge os hen som universitet.

Hver gang de går til studienævns-, institutråds- eller akademisk-rådsmøder, så har de alle de andre indvalgte på KU i ryggen.

Andre seje indvalgte fra forskellige steder på universitetet fortæller om hvad de arbejder på, og hvad de brænder for med deres arbejde.

Alexander og Elias, som er Studenterrådets folk i universitetsbestyrelsen, fortæller om deres arbejde, og hvordan indvalgte over hele universitetet er med til at styrke deres muskler rundt om forhandlingsbordet.

Det er fedt at samle indvalgte under det samme tag, så de kan opleve, at de ikke er alene i mødelokalet. Hver gang de går til studienævns- institutråds- eller akademisk rådsmøder, så har de alle de andre indvalgte på KU i ryggen.

Det er de samme spørgsmål, som bliver stillet i mødelokalerne over hele universitetet: Hvordan ser den gode undervisning ud, hvordan sikrer vi feedback, hvad er den gode måde at koble praksis og teori i vores uddannelser.

Sådanne spørgsmål og mange flere skal de indvalgte være med til at finde svar på. Derfor er det fedt at samle indvalgte, fordi så kan de spørge deres medstuderende om, hvordan de har fundet løsninger på de samme problemstillinger lokalt. Sådan lærer vi af hinanden og sikrer, at de gode eksempler bliver delt ud i alle afkroge af universitetet.

Styrken i Studenterrådet er, at vi samler alle fag på hele universitetet. Det skal vi være stolte af, og vi skal arbejde benhårdt for at bruge den styrke til at rykke KU til at blive det bedste universitet, som tilbyder studerende uddannelse i verdensklasse.

Vi glæder os virkelig meget til at se indvalgte fra hele universitetet. Vi glæder os til at høre, hvad der rører sig på de forskellige fag, og vi glæder os allermest til at lære, hvordan vi kan bidrage til at skabe endnu bedre uddannelser for alle de andre studerende på universitetet.

Se programmet på Facebook

Seneste