Universitetsavisen
Nørregade 10
1165 København K
Tlf: 21 17 95 65 (man-fre kl. 9-15)
E-mail: uni-avis@adm.ku.dk
—
Politik
VALG 2009 - Valgdeltagelsen er stadig ikke imponerende, når de studerende går til valg, men Studenterrådet beholder begge sine pladser i universitetets bestyrelse.
Den fælles interesseorganisation for de studerende ved Københavns Universitet (KU), Studenterrådet, fastholder uden problemer sine to pladser i universitetets øverste ledelse, bestyrelsen.
Resultatet fra decembers studentervalg er netop blevet offentliggjort, og det blev altså ikke i år, at partiorganisationer som Frit Forum (S) og Liberale Studerende (V) skulle fravriste Studenterrådet og fagrådene magten.
Med 4.797 afgivne stemmer og en stemmeprocent på 13,4 er valgdeltagelsen stadig langt fra imponerende, selv om det dog er en mindre fremgang fra sidste års godt 12 procent.
Universitetsbestyrelsen udgøres af 11 personer, seks eksterne og fem interne repræsentanter, hvoraf to er videnskabeligt personale (vip), to er studerende og en enkelt repræsentanter de teknisk administrative personale (tap).
Bestyrelsens medlemmer sidder for en fireårig periode, bortset fra de studerende, som er på valg hvert år. Den ene plads går til David Salomonsen fra Jura, som er blevet genvalgt med 118 personlige stemmer.
Før han indtrådte i universitetsbestyrelsen var David Salomonsen formand for Studenterrådet og med årets genvalg tager han sit tredje år i den øverste ledelse.
Den anden plads i bestyrelsen plads går til Laura Toftegaard Pedersen fra Folkesundhedsvidenskab, som med 277 stemmer var valgets store stemmesluger. Det er fem stemmer mere end hele den største konkurrerende liste til Studenterrådet, Frit Forum, fik i alt.
Laura Toftegaard Pedersen har i det forgangne år været næstformand og levevilkårsordfører i Danske Studerendes Fællesråd (DSF), og er desuden involveret i en række råd under DSF og Dansk Ungdoms Fællesråd (DUF). Hun afløser Minna Højland, som i stedet er valgt som suppleant til bestyrelsen.
Der har også været valg af studenterrepræsentanter til studienævn, akademisk råd og ph.d.-udvalg, samt vip-repræsentanter til studienævn. Det samlede valgresultat kan ses i løbet af mandag eftermiddag på www.ku.dk/valg.
ser@adm.ku.dk