Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Campus

Studerende åbner tv-station

GRÆSRODSÆTEREN - Den KU-understøttede Universitetsradio udvider butikken med en tv-station. Frivillige ildsjæle i hjemmesnedkererede studiefaciliteter er allerede i gang med at sende nyheder for og om studerende.

Pludselig opstod en ledig sendeplads på Kanal Hovedstaden, den regionale tv-station for København og omegn, der samler et væld af små tv-kanalers produktioner i et såkaldt sendesamvirke.

»Det vindue åbner ikke hvert år,« siger Universitetsradioens chefredaktør, Kristian Grundal Gormsen, som studerer kulturformidling på KU. Så stationen valgte at satse stort og fik ret hurtigt trommet omkring 25 frivillige tv-entusiaster sammen. En af dem er Anna Christensen, der studerer journalistik på RUC.

»Det her er virkelig en fed chance for at bruge de ting, jeg lærer, i praksis. Så jeg sprang til, og blev ret hurtigt en af redaktørerne, og jeg har bare knoklet siden julen,« siger hun, som er involveret i alle dele af den omfattende og bøvlede produktionsproces, som et tv-indslag skal igennem.

På egen præmisser

»Vores programmer er lavet af studerende for studerende, så vi fokuserer på studieforhold, og vi tager ud og taler med de studerende, om de ting, der foregår« siger Anna Christensen, som den dag Uniavisen kigger forbi, skal producere studieoptagelser til stationens nyhedsmagasin ‘Ugens pensum’. Sammen med Kristian rigger hun til i det lille studie.

I tv er alting i spil. Værten må ikke kaste skygger, lyden må ikke blive grødet eller miste trit med billederne, som heller ikke må blive for mørke og framingen må ikke kikse, og man må ikke kunne se stangen med mikrofonen, osv. Alle led i processen skal overvåges og planlægges.

Flokken af unge studerende har selv bygget tv-studie i et middelstort mødelokale på redaktionen i Nørregade. Tre hvide vægge indrammer studievært og gæster, og nogle lange flade, oplyste rektangler giver studiekulissen lidt perspektiv. Det ville se meget strengt og firseragtigt ud, hvis træet var savet snorlige.

Det tekniske udstyr er et par kamerarer med specifikationer fra i forfjor, og akustikken bliver korrigeret med nogle strategisk anbragte dyner. Selv teleprompteren, der hjælper studieværten med at holde tråd i sin monolog foran kameraet, er en hjemmeflikket konstruktion.

En udfordring til universitetsverdenen

Efterhånden skal det hele opgraderes, håber Kristian Grundal Gormsen. Men i sidste ende tæller selvfølgelig kun indholdet. Kristian satser på, at stationen vil finde sin egen måde at få kant på, også hvis det betyder kontroverser med universitetsverdenens magthavere.

»Vi vil gerne drille,« siger han.

SE OGSÅ: Indslag fra Universitets-tv på stationens Facebook-side

chz@adm.ku.dk

Uniavisen.dk vil i den kommende tid linke til Universitets-tv’s aktuelle udsendelser.

Seneste