Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Debat

Studerende fik gennemtvunget ændringer på Antropologi

FEEDBACK - Debattørerne fejrer, at Institut for Antropologi i fremtiden vil tilbyde de studerende bedre og mere feedback efter kampagne fra studerende og en happening, der involverede 100 mennesker.

»Det er vældig inspirerende som studieleder at se så mange engagerede studerende, der går op i deres uddannelse.«

Sådan indledte studieleder Helle Bundgaard dialogen om feedback på Institut for Antropologi til mandagens studienævnsmøde. Helle taler her om alle de seje studerende, der mødte op i sidste uge og stillede sig i kø for at få feedback.

Det hele startede tilbage i oktober, hvor Studenterrådet igangsatte kampagnen ‘Kvalitet Nu’. På Antropologi formede vi en gruppe, som sparkede kampagnen i gang ved årets julefrokost: vi uddelte ønskesedler for et bedre studie til de snapsedrikkende antropologistuderende.

Det folk ønskede sig mest var feedback. Så vi trak i kampagnearbejdstøjet, fordi vi er meget enige i, at det ikke er okay, at vi ikke får feedback på vores arbejde – at vi aldrig ville kunne blive bedre uden at vide, om det var indryk og henvisninger, eller en redegørelse for japanske madpakker, der manglede, om det var vores argumentation om grisecirkler i Papa New Guinea eller vores perspektivering til en gruppe pædagoger i Herlev, der sad lige i øjet.

Studerende i kø for feedback

I ægte tropehats-stil tog vi på feltarbejde på Institut for Antropologi. Vi ville lobbye og lige tage feedbacktemperaturen på instituttet.

Nogle støttede os og kom med konstruktive bud på, hvilke bump de så på vejen mod feedback. Men vi mødte også en del modstand i form af opgivende blikke, henvisninger til praktik, økonomi og ressourcer og skepsis over, om det rent faktisk lå de studerende og ikke bare kampagnegruppen på sinde at få mere feedback.

Derfor var vi over 100 studerende, der stod i kø til at få feedback på vores eksaminer for at vise at en åben dør-politik ikke er nok. Køen slangede sig uden for kontorer, frokoststuer og mødelokaler. Alle studerende stod med et skilt med deres karakter akkompagneret af råb om ‘feedback nu’.

Vi kan, når vi står sammen

I søndags mødtes alle Studenterrådets kampagnegrupper til sparring, erfaringsudveksling og fastelavnsboller. Det var den sidste gejst, opbakning og inspiration, vi behøvede for at føle os klar til at møde studienævnet. Og sikke en sejr!

Der blev nedsat en styregruppe bestående af to repræsentanter fra kampagnegruppen og ledelsen, der skal sørge for, at feedback bliver skrevet ind i studieordningen!

Der venter et stykke arbejde foran os med at undersøge, hvilke feedbackformer, der er mest hensigtsmæssige at implementere.

Vi er stolte. Stolte over at gå på et studie, hvor de studerende engagerer sig. Stolte over at gå på et studie, hvor ledelsen lytter til de studerende. Stolte over at kunne vise, at det er muligt at højne kvaliteten på KU, når bare vi er mange og står sammen.

uni-avis@adm.ku.dk

Seneste