Universitetsavisen
Nørregade 10
1165 København K
Tlf: 21 17 95 65 (man-fre kl. 9-15)
E-mail: uni-avis@adm.ku.dk
—
Politik
DEMONSTRATION - Et møde mellem Københavns Universitets og regeringens Kvalitetsudvalg er blevet gatecrashet af cirka 25 studerende, anført af Studenterrådet.
Mødet mellem Kvalitetsudvalget og KU er startet kl. 11.30 torsdag den 10. april i Alexandersalen på Bispetorvet. Til stede er inviterede undervisere, studerende og repræsentanter fra KU’s ledelse, som alle får lov at diskutere Kvalitetsudvalgets heftigt kritiserede forslag med udvalgets formand, Jørgen Søndergaard.
Umiddelbart før mødets start troppede en velkomstkomité i form af 25 studerende op, alle iført gule høreværn. De medbragte bannere med teksterne »NOK I OS SELV – HVORFOR LYTTE?« og »NYE VEJE ELLER AFVEJE« – og uddelte protestpostkort til alle mødedeltagerne, herunder prorektor Lykke Friis.
»Vi er her for at fortælle Jørgen Søndergaard, at forslagene ikke har noget at gøre med kvalitet på KU – og for at protestere mod, at vi ikke har været involveret i processen,« siger formand for Studenterrådet Mie Sofie Andersen, til Uniavisen.
Det lukkede møde finder sted præcis en uge efter offentliggørelsen af Kvalitetsudvalgets første delrapport, som blandt andet foreslår at gøre bacheloruddannelsen 4-årig, forkorte kandidaten til ét år og fjerne det obligatoriske optag af bachelorer på kandidaten, så kun en tredjedel går direkte videre til overbygningen.
»Vi er bekymret over, at de vil fjerne retskravet på at komme på kandidatuddannelsen, og det vil vi gerne have en forklaring på,« sagde Mie Sofie Andersen, før hun og de øvrige studerende fulgte med mødedeltagerne ind i Alexandersalen.
Vi mødte Studenterrådets næstformand Laura Kofod efter mødet. »Vi mangler stadig svar på en række spørgsmål,« sagde hun.
»De vil skære et år af vores uddannelser. Søndergaard sagde, at det sådan set ikke er tanken, at der skal komme færre kandidater ud i den anden ende, men det harmonerer dårligt med at Kvalitetsudvalget vil sætte adgangsbegrænsninger på kandidaten og kun lade en tredjedel fortsætte direkte.«
Studenterrådet har et andet forslag:
»Hvis det ikke drejer sig om at færre mennesker skal færdiggøre deres uddannelse med en kandidat, så ville det give mere mening at udvide retskravet end at fjerne det.«
Selve fagligheden er i fare, mener Laura Kofod:
»Kvalitetsudvalget lægger op til en mindre grad af fagligspecialisering på uddannelserne, men hvordan vil man undgå, at det går ud over fagligheden?«
Artiklen er opdateret den 11. april, red.
dennis.christiansen@adm.ku.dk