Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Uddannelse

Studerende gør klar til demonstration

SPAREPROTEST - Universitetsstuderende gik efter debatmøde i KU's festsal sammen med aktivister fra erhvervs- og professionshøjskolerne for at forberede en demonstration imod genopretningsplanen

»Lad os starte med at forholde os til facts frem for det, ministeren lige har stået og famlet sig igennem,« begyndte formanden for Lærerstuderendes Landskreds Line Hjarsø og uddelte et ‘faktaark’ til de studerende, der var mødt op til aftenens stormøde i Alexandersalen.

Efter skarp debat i festsalen om eftermiddagen den 1. juni var det tid til jeopardy-leg og gennemgang af indiskutable facts om de besparelser, der rammer universiteter, erhvervs- og professionshøjskoler som en konsekvens af genopretningsplanen.

Derudover skulle aktivisterne på tværs af uddannelsesretninger inspirere hinanden til, hvordan man får så mange studerende til at deltage i demonstrationen som muligt.

Intet samarbejde med fagforeningerne

Efter en halv time satte de universitetsstuderende sig alene for at brainstorme om mulige tiltag i forbindelse med demonstrationen.

»Jeg tror, vi skal erkende, at nedskæringerne ikke bliver trukket tilbage under en borgerlig regering,« sagde en studerende og foreslog et tættere samarbejde med fagforeningerne, som de sidste par uger har kørt kampagner specifikt rettet imod regeringen og dens støtteparti.

Det ville være en dårlig idé, sagde en anden, der mente, at man ville tabe en masse studerende, som ikke ønskede en partipolitisk kamp, og debatten blev herefter lukket, før den rigtig kom i gang.

Gin på højkant

Til gengæld blev de studerende enige om at føre kampagne gennem virale medier som Youtube, og der blev udlovet en flaske gin til den fagspecifikke facebookgruppe, som får flest studerende til at tilmelde sig demonstrationen.

Derudover blev der dannet en række aktivitetsgrupper, der tager sig af læserbreve, flyers og plakater op til demonstrationen, der begynder den 8. juni kl. 15.30 på Frue Plads, hvorfra den bevæger sig mod en større demonstration på Christiansborg Slotsplads.

»Der er sikkert rigtig mange af jer, der har været med til demonstrationer før, men de besparelser, vi tidligere har oplevet, er det rene vand i forhold til det, vi kommer til at opleve til efteråret, hvis genopretningsplanen bliver gennemført,« afsluttede Studenterrådets formand Anne Bie Hansen og takkede for det store fremmøde.

peri@adm.ku.dk

Seneste