Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Politik

Studerende lukker fag på Naturvidenskab

PROTEST - 4-500 studerende har mandag lukket Biologi, Geografi og Geologi på Københavns Universitet i protest mod nedskæringer på deres fag

Når de ansatte på Geocenter og Biologisk Institut her til morgen får aset sig gennem vejret og på arbejde, er det stærkt sandsynligt, at de bliver sendt hjem igen. Flere naturvidenskabelige uddannelser bliver i dag udsat for blokade af utilfredse studerende.

Ifølge de aktionerende selv, medvirker 4-500 i aktionen, på tværs af flere fag.

I en pressemeddelelse beskriver de studerende på geofagene sig selv som »desperate«.

Højere standard eller nedlæggelse

»Vi afkræver rektor Ralf Hemmingsen svar på, hvordan han ser en fremtid for Geografi og Geologi, når uddannelserne i den grad bliver udhulet. Enten må universitetsledelsen sørge for, at opretholde en geografi- og geologiuddannelse på højt fagligt niveau, eller også må de tage konsekvensen og nedlægge uddannelserne.« Siger Emil Bach Madsen, talsmand for studenteraktivisterne på Geocenter.

Besparelserne på geofagene er på 10 millioner om året indtil 2012. Efter Universitetsavisens oplysninger bliver 19 stillinger nedlagt. Biologi er endnu hårdere ramt, her nedlægges 36 stillinger. Nedskæringerne kommer i kølvandet på et økonomisk vanskeligt 2008-2009, der især skabte højlydte protester fra de ansatte på de naturvidenskabelige uddannelser. Denne gang har de studerende mobiliseret sig i stort antal.

Aktioner kan virke

Det er usædvanligt, at studerende ved de naturvidenskabelige fag vælger at tage så voldsomme metoder i brug for at påvirke universitetets ledelse.

For få måneder siden, i november, iværksatte studerende fra Sociologi en succesfuld blokade på deres uddannelse. Efter et døgn fik blokaden institutledelsen til at indgå forlig og tage upopulære besparelser på øvelsestimer af regnearket.

LÆS: Besætterne på Sociologi vandt

Støtte fra DSF til aktion

Danske Studerendes Fællesråd (DSF) støtter dagens aktioner på Københavns Universitet.

»Københavns Universitet bløder, og der er akut brug for en hjælpepakke til at stoppe blødningerne. Det ville være en skandale, hvis Biologi, Geografi og Geologi lukker,« skriver formand i DSF, Mikkel Zeuthen.

Magisterforeningen støtter

Dansk Magisterforening serverer i løbet af eftermiddagen kaffe og kage for de aktionerende studerende, som samtidig afholder stormøde for at drøfte aktionens videre forløb.

chz@adm.ku.dk

Seneste