Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Kultur

Studieliv på udstilling: Studerende fotograferer deres hverdag

Studieliv — Fire studerende fra Studenterhusets Projekthus har fået andre studerende fra hele København til at tage billeder af deres hverdag. Nu deler de billederne i en særlig fotoudstilling, der skal lære de Københavnske studerende, at studiemiljøer kan se ud på mange forskellige måder.

De fire studerende Pernille, Emilie, Marie og Nikoline har gennem de sidste 12 uger uddannet sig til projektledere hos Studenterhusets Projekthus. Som afsluttende projekt har de sat samtlige af de københavnske studerende i stævne og opfordret dem til at indsende billeder af deres hverdag og studiemiljøer. Det er der nu kommet en fotoudstilling ud af, som skal gøre os klogere på hvordan en læringstung studiehverdag kan se ud og vise, at studiemiljøer kan se ud på mange forskellige måder.

Fotoudstilling: Visuelle møder

Hvor: Studenterhuset, Købmagergade 52 (I MAIN HALL på 1. sal)
Hvornår: Fredag d. 1 juni kl. 17.00 – 20.30
Pris: Gratis (inkl. snacks)

Fra starten af maj har studerende fra alle de københavnske uddannelsesinstitutioner kunnet indsende snapshots af deres omgivelser og skiftende studiemiljøer. Ud fra alle bidragene har de fire nyudsprungne projektledere udvalgt de 15 bedste billeder. Billederne udstilles på Studenterhuset fra fredag den 1. juni, hvor du har mulighed for at stemme på lige præcis det skud, du synes er bedst. Vinderen af det bedste billede vil modtage en, endnu hemmelig, præmie på ferniseringsdagen.

De fire arrangører, hvis studiesteder dækker over Københavns Universitet, Metropol og Arkitektskolen, har både fået hvad den ene arrangør Pernille kalder ‘klassiske pæne billeder’ og mere skæve og atypiske fotografier har også fundet vej til deres indbakke. Blandt bidragene lå for eksempel et billede af et stort graffiti-maleri, der hænger ved specialepladserne på Søndre Campus. Det street art-stykke var oprindelig malet på en af de opsatte afskærmingsplader fra tiden da det nye Søndre Campus hovedsageligt var en byggeplads, men som byggeriet skred frem blev graffitien skånet fra nedrivning og har i dag status af vaskeægte art.

Fotoudstillingen foregår i Studenterhusets Main Hall fredag den 1. juni fra klokken 17.00 til 20.30. Det er ganske gratis at deltage. Du kan finde mere information om udstillingen her.

Seneste