Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Politik

SU-besparelser skal finansiere skatte- og afgiftslettelser

NYHEDSOVERBLIK TORSDAG - SU-besparelser skal finansiere erhvervslivets skatte- og afgiftslettelser - DF: SU-nedskæringer skal ikke finansiere øget konkurrenceevne - DF: SU-krav ikke ultimative - Undersøgelse: Mindre SU vil forsinke studerende - Østergaard: DF har skiftet holdning til SU'en – KU-forskere gør væddeløbsheste fertile

SU-besparelser skal finansiere erhvervslivets skatte- og afgiftslettelser

SU’en skal skæres med to milliarder kroner, som skal bruges til at løfte Danmarks konkurrenceevne, siger uddannelsesminister Morten Østergaard (R) til Børsen. Regeringen fremlægger om få uger den økonomiske pakke, der skal styrke konkurrenceevnen, og her bliver de studerendes ’bidrag’ to milliarder, der være med til at gøre det muligt at lempe erhvervslivets skatter og afgifter.

DF: SU-nedskæringer skal ikke finansiere øget konkurrenceevne

Dansk Folkepartis forskningsordfører, Jens Henrik Thulesen Dahl, er ifølge Berlingske kritisk over for uddannelsesminister Morten Østergaards udmelding om, at SU-besparelser skal bruges til at finansiere forbedringen af Danmarks konkurrenceevne. Jens Henrik Thulesen Dahl frygter, at SU-nedskæringer vil forhøje gennemførselstiderne, og at øget økonomisk usikkerhed kan afskrække unge fra at tage en uddannelse.

DF: SU-krav ikke ultimative

Dansk Folkeparti vil alligevel ikke afvise, at der skal skæres i SUen i en kommende reform. Det afviste partiets Forskningsordfører, Jens Henrik Thulesen Dahl, ellers over for Ugebrevet Mandag Morgen. Men nu siger DF’s forskningsordføreren til Berlingske, at kravene ikke er ultimative, og at DF er åbne for, at regeringen kan have fundet nogle hjørner i SU-ordningen, hvor der kan gennemføres besparelser.

Undersøgelse: Mindre SU vil forsinke studerende

Mindre SU vil ikke føre til hurtigere studerende, viser en undersøgelse foretaget af Dansk Magisterforening blandt 631 universitetsstuderende. Det skriver Politiken. Fire ud af fem svarer derimod, at udsigten til et job vil få dem til at komme hurtigere igennem. SU-stramninger vil til gengæld få de studerende til at fravælge praktik, tage mere lån eller helt droppe ud af studier.

Østergaard: DF har skiftet holdning til SU’en

Når DF nu afviser at støtte forringelser af den nuværende SU-ordning, så er der tale om en markant politisk kursændring. Det mener uddannelsesminister Morten Østergaard ifølge Politiken. Forud for sidste folketingsvalg var DF sammen med VK-regeringen og Kristendemokraterne nemlig parate til at begrænse SU til uddannelsens normerede tid. Morten Østergaard opfordrer derfor også DF til at afvente regeringens egentlige udspil, før de afviser at støtte reformen.

KU-forskere gør væddeløbsheste fertile

Ti procent af alle hopper har svært ved at få føl. Men nu har professor Anders Miki Bojesen, Institut for Veterinær Sygdomsbiologi på Københavns Universitet og dyrlæge og ph.d. Morten Rønn Petersen fundet en løsning på problemet. De danske forskere har fremstillet et produkt, der kan hjælpe hestene med at blive drægtige. Produktet er med stor succes blevet testet på verdens største hestehospital i Kentucky, hvor ejere af kostbare fuldblodsheste vil gøre næsten hvad som helst for at kunne avle på deres hopper. Læs mere på kunet.dk (kræver login)

Nicklas.lund@adm.ku.dk

Seneste