Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Debat

SU’en er en kanon succes!

Velkommen tilbage til et nyt semester. Allerede nu kan vi se, at det kommer til at stå i SU’ens tegn. Mens vi vendte tilbage fra ferien, vendte uddannelsesminister Morten Østergaard nemlig tilbage fra barsel med en højst mærkværdig dagsorden: Regeringen vil skære drastisk i SU’en

Om det er ammehjerne, drastisk politisk kursskifte, uansvarlig higen efter kortsigtede gevinster eller bare almindelig tåbelighed er svært at sige. Men der er ufatteligt mange gode grunde til at bevare SU-systemet, som vi kender det, og der er påfaldende få til at pille ved det.

At se SU’en som en udgift er meget nærsynet – også når det kommer til, hvad der tjener samfundet i cool cash. SU’en tjener sig ind til statskassen igen 7,5 gange, fordi så mange unge får mulighed for at få en uddannelse uanset social eller økonomisk baggrund.

SU’en gør det muligt, at vi kan dygtiggøre os og koncentrere os om vores studier. At vælge at spare på SU’en virker derfor direkte hovedløst, når regeringen samtidig har ambitioner om, at flere skal have en videregående uddannelse.

En klog mand sagde engang…

Både i Norge og Sverige har man svunget kniven over SU’en i forsøg på at få studerende hurtigere igennem og spare penge. Man kan roligt sige, at det har været med begrænset held.

»SU’en er en kanon succes,« sagde en klog mand engang. Han fortsatte: »Og vi har i regeringsgrundlaget gjort det helt klart: Vi vil ikke skære i SU’en.« Ordene kom fra Morten Østergaard i Politiken den 22. december 2011, hvilket gør de seneste dages udmeldinger i pressen svære at forstå.

Alle har ret til at blive klogere. Derfor kaster jeg heller ikke omkring mig med klager om hykleri og løftebrud. Selv sætter jeg faktisk en ære i at udvikle mig. Men når investeringer i uddannelse bliver til nedskæringer i SU’en, bliver udvikling altså til afvikling. Og det har jeg ikke så meget til overs for.

Vær med til at kæmpe for SU’en!

I Studenterrådet lader vi det derfor ikke gå ubemærket hen, når umotiverede u-vendinger pludselig truer med at ødelægge den vellykkede konstruktion, som det danske SU-system er. Vi vil blive ved med at minde Morten Østergaard om, hvorfor SU’en er en kanon succes.

Derfor har vi samlet forskning og analyser, presseklip og gode argumenter imod nedskæringer af SU’en på vores hjemmeside. Hvis du vil være med, så gå ind på www.srku.dk/SU og skriv dig op – så kontakter vi dig!

uni-avis@adm.ku.dk

Seneste