Annonce
Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Debat

Svar: Forsiden er for alle

REPLIK - Selvfølgelig skal der være plads til Frit Forum. Men derfor kan et seriøst medie godt prioritere sin forside sådan, at andre listers indlæg også er på forsiden under valget.

I går rettede jeg en kritik af dette medies forside under studentervalget, som Frit Forums formand Rasmus har svaret på. En opfølgning på Rasmus’ svar er berettiget.

For det første vil jeg gerne understrege, at mit indlæg er en kritik af avisen og ikke af jeres foretagende i Frit Forum. Som jeg skriver i det oprindelige indlæg, så bebrejder jeg netop ikke Frit Forum for at have lagt sine kræfter i at skrive læserbreve.

Hvorfor skal det trækkes så hårdt op?

Jeg har på intet tidspunkt anklaget Uniavisen for at have handlet forkert ved at bringe Frit Forums læserbreve. Selvfølgelig skal der være plads til jer. Havde forsiden været prydet af fem indlæg fra Studenterrådet og ingen fra den anden side, havde jeg også fremført kritikken. Hverken mere eller mindre.

Jeg foreslår på ingen måde, at I nedlægger jer selv eller fusionerer med Studenterrådet. På den måde synes jeg din fiktive sammenligning med, at SF skulle melde sig ind i Venstre, er skudt ved siden af. Hvis du gerne vil lave en storpolitisk sammenligning, så lad mig foreslå en: Forestil dig, at dr.dk de sidste fire dage op til valget lod halvdelen af sin forside fylde med læserbreve fra Venstre, mens de andre ikke kom til. Det havde heller ikke være i orden.

Blot fordi I skriver flere læserbreve end de andre lister, behøver I ikke få en så markant overvægt i plads på siden. For det viste sig jo, at der faktisk var et par indlæg fra andre lister ’gemt væk’, fordi de simpelthen var publiceret tidligere. Om Studenterrådet tager magten for givet og burde skrive flere læserbreve eller ej, vil jeg overlade til dem selv at vurdere.

Frit Forum er en markant liste. I valgkampen

Med afsæt i, at jeg kaldte jer ”en perifer bevægelse” kører du i dit svar således ud i en kritik af mig og ”mine ligesindedes klynken” over jer ”små lister”. Jeg vil i den forbindelse gerne understrege, at jeg ikke er aktiv i nogen liste.

Men det var ikke pænt gjort at kalde jer perifere og egentlig heller ikke retvisende. I har jo faktisk været ganske markante i valgkampen med læserbreve, plakater og endda delt toast ud på CSS. Og som du rettelig påpeger, så laver I jo en hel masse arrangementer i Frit Forum, som er åbne for alle.

Forskellige syn på studenterpolitik

Og her kommer vi måske bare til enden af vores debat: Nemlig, at vi nok har forskellige syn på, hvad studenterpolitik er og hvor det starter henne. Jeg er ligeglad med organisationer, lister og debatarrangementer med Kurt Strand. For mig starter studenterpolitik med konkrete problemer for universitetsstuderende på universitetet.

Jeg har de seneste tre år deltaget aktivt i forskellige studenterpolitiske fora, men aldrig været en del af nogen liste. Fordi jeg mener, at hvis man virkelig vil bidrage og gøre en konstruktiv forskel, så starter studenterpolitikken ved at møde op og deltage der, hvor problemerne er.

Kendetegnende for de tre år er, at jeg kun har mødt Frit Forums folk under valgkampene, selvom mulighederne for at deltage er mange.

Hvor var Frit Forum på Statskundskab?

Lad mig give et konkret eksempel, hvor Frit Forum ikke blot har været ”perifere”, men decideret fraværende:

I dette efterår har der kørt en omfattende revision af bachelor- og kandidatuddannelserne på Statskundskab, og institutbibliotekerne på CSS skal erstattes med noget endnu ukendt. I den forbindelse har der været en række møder, hvor vi har siddet mange studerende, som ikke er aktive for den liste, der har været tovholder på projekterne.

Jeg er blevet spammet på min KU-mail, på Facebook, i Kommunen på CSS og til forelæsninger om, hvornår der er åbne møder og hvordan jeg kan give min holdning til kende. Og der starter studenterpolitik for mig – ved at tage imod en invitation til at gøre en aktiv forskel – selvom jeg ikke gider være en del af nogen af listerne.

Jeg håber, at Frit Forum også snart viser sig uden for valgkampene – jo flere aktive desto bedre!

Masser af plads til Frit Forum

At Frit Forum har et andet syn på, hvad studenterpolitik er og skal være, har jeg respekt for. Det er helt fint. Og det er også derfor, jeg retter min kritik mod avisen. Fordi jeg ikke mener, at vi kan være tjent med, at dens forside i stort set hele valgperioden var skrevet af en liste.

Den kritik har Uniavisen besvaret og jeg er overbevist om, at avisen vil gøre det bedre næste gang. For uanset om man er en stor eller lille liste, skal man ikke kunne sætte sig på hele det uafhængige medies forside under den alt for korte valgperiode.

Annonce

Seneste