Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Debat

Svaret på de studerendes valg

DEBAT / UNIVERSITETSVALG 2 - Spørgsmålet, der skal besvares, når de 35.000 studerende på Københavns Universitet skal til stemmeurnerne i starten af december, lyder: Hvilken retning ønsker vi, at vores gamle universitet skal gå i fremtiden?

Svarene leverer de forskellige partier eller lister, som stiller op til valget. De liberale studerende siger meget klart og tydeligt, at de ønsker et liberalistisk og borgerligt universitet, hvor enhver må klare sig selv, og at klynkeriet fra deres medstuderende i øvrigt nu igen-igen har taget overhånd.

De ser ingen problemer i brugerbetaling for uddannelser i Danmark, og de vil vække den dovne studerende af den søvn, som det omklamrende velfærdssamfund har lullet os ind i. Det var ét svar på spørgsmålet herover.

Heldigvis er der også et andet svar: Som socialdemokratiske studerende har vi i Frit Forum nemlig et helt andet svar på, hvilken retning universiteterne i Danmark skal bevæge sig i. Vi vil have universiteter, der både leverer forskning, men i høj grad også god undervisning på højt fagligt niveau.

Vi vil have universiteter, der agerer som den vigtige samfundsspiller, de er. Universiteterne skal ud af busken og sammen med os andre gå forrest i at arbejde for et samfund, hvor den ufaglærte arbejders søn også kan få en universitetsuddannelse. Det er Københavns Universitet komplet ligeglad med i dag.

I Frit Forum kæmper vi mod den negative sociale arv. Vi vil have universiteterne med på vores side i den kamp. Det er vores svar på det valg, de studerende står over for, når de snart skal til stemmeurnerne.

Seneste