Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Kultur

Tegneseriegigant på KU - og et snigkig

SERIER - Om få dage åbner Danmarks største og mest ambitiøse tegneseriefestival i Øksnehallen. Københavns Universitet har aktier i arrangementet. Og Universitetsavisen har scoret en celeber serie-snigpremiere

Det er stressende at gå til eksamen. Eksamenskarakteren er en menneskelig varedeklaration, og vi ved alle sammen godt, at social og økonomisk deroute er konsekvenserne, hvis ingredienslisten ikke lever op til kravene.

Og det er ekstrastressende at gå til eksamen, hvis det foregår i fuld offentlighed, for eksempel i Øksnehallen i København. Her skal 18 studerende fra Københavns Universitet på lørdag eksamineres i tegneseriens form og udtryk. Det sker foran den samlede danske tegneserieverden, og alle andre nysgerrige, i forbindelse med festivalen Komiks.dk.

Universitetsavisen vil være til stede.

LÆS: festivalprogrammet – KU-deltagerne står omtalt til sidst.

International forskerkonference fredag om tegneserier

Skulle man være i stødet til en hardcore litteratur- og kunstteoretisk introduktion til tegneserien lige nu, kan man geare op til weekendens seriefestival ved at deltage i Københavns Universitets akademiske tegneseriekonference allerede på fredag den 21. maj.

Snittet er tegneseriens rolle i dag, og deltagerlisten er international.

Hovedtaler er tegneserieforsker Jacques Samson, der har skrevet om den ‘genopfundne tegneserie’, foruden 12 forskere fra Danmark og udlandet. Desuden deltager tegneserieverdenens formentlig tungeste dreng, Chris Ware.

LÆS: KU-konferencens program.

Tunge hvide mænd

Weekendens festival for tegneserier har indhold ud over eksaminanderne fra KU. Tre af de absolut mest interessante nulevende tegneseriekunstnere (alle amerikanere, hvide og mænd, sorry), lægger sensationelt vejen forbi.

Mens Roskilde Festival må nøjes med Prince, får Komiks.dk besøg af (netop omtalte) Chris Ware, Daniel Clowes og Charles Burns. Hver især er de fornyere af seriemediet med litterær tyngde – og så tegner de som ind i helvede. Lørdag den 22. maj klokken 14.00-15.30 deltager de tre i en paneldiskussion om den store amerikanske graphic novel.

Chris Wares hovedværk Jimmy Corrigan – Den klogeste dreng i verden og Charles Burns’ Sort hul er netop udkommet herhjemme for første gang. Politiken gik nærmest grassat og spillede Ulysses-kortet i sin omtale af Jimmy Corrigan.

Også Daniel Clowes udkommer på dansk med en ny bog, Wilson, hvis hovedperson af samme navn, er et temmelig modbydeligt og bedrevidende midaldrende fjols, som forsøger at samle stumperne af sit strandede liv. Den bog har Universitetsavisen fået et eksklusivt snigkig på, som vi straks sender videre.

LÆS: Uddrag fra Wilson af Daniel Clowes i billedgalleri.

chz@adm.ku.dk

Seneste