Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Politik

Thomas Bjørnholm: Forskning med lånte fjer er uacceptabelt

NYHEDSOVERBLIK TORSDAG - Thomas Bjørnholm: Forskning med lånte fjer er uacceptabelt - DI: Vi uddanner de forkerte kandidater - Professor: De anstændige misforstår ytringsfriheden - Venstre: Fusion af Højteknologifonden skader forskningen - Danskerne glemmer EU som fredens projekt.

Thomas Bjørnholm: Forskning med lånte fjer er uacceptabelt

Det er helt uacceptabelt, hvis forskere skriver sig på som medforfattere til artikler, de ikke har bidraget til. Det skriver prorektor ved Københavns Universitet Thomas Bjørnholm i et debatindlæg i Politiken. Thomas Bjørnholm mener blandt andet, at det er tvivlsomt, om der overhovedet er økonomiske eller karrieremæssige incitiamenter til at stå som medforfatter på andres artikler.

DI: Vi uddanner de forkerte kandidater

Danmark vil i løbet af få årtier komme til at mangle så mange kandidater fra de tekniske og naturvidenskabelige uddannelser på universiteterne – foruden universitetsuddannede ingeniører – at vi er nødt til at ændre optagelseskravene hurtigst muligt. Det mener Dansk Industri (DI), der også vil have ændret på adgangsbegrænsningerne, så der bliver skrappere adgangskav til uddannelser, der giver ringe beskæftigelse, skriver Berlingske.

Professor: De anstændige misforstår ytringsfriheden

Frederik Stjernfelt, professor ved Institut for Kunst og Kulturvidenskab ved KU, går i en ny debatbog, ‘De anstændige’, til frontalangreb på alle de, der mener, at man skal ‘holde tonen’ og undgå at krænke religiøse kræfter. Frederik Stjernfelt har skrevet ‘De anstændige’ sammen med forfatter Jens-Martin Eriksen, og Information har blandt andet spurgt ham, om alle verbale angreb på islam er lige uproblematiske.

Venstre: Fusion af Højteknologifonden skader forskningen

Fordi der er en risiko for, at én samlet fondsbestyrelse – som bliver resultatet af regeringens forslag om at slå Højteknologifonden sammen med Det Strategiske Forskningråd og Rådet for Teknologi og Innovation – også vil medføre et tab af fokus i støtte til forskning, der fører til brugbar teknologi, er Venstre kritisk til en fusion. Det skriver Venstres forskningsordfører i en pressemeddelelse, han selv står som afsender på. Højteknologifonden har været et forbilledligt bindeled mellem virksomheder og universiteter, og og sådan skal det blive ved med at være, mener Esben Lunde Larsen.

Danskerne glemmer EU som fredens projekt

På kun et par år er antallet af danskere, der mener, at Danmark bør forlade EU, vokset fra 19 til 39 procent. Det er et ‘voldsomt tal’, mener Europa-ekspert og ekstern lektor ved KU Lars Hovbakke Sørensen. Han forklarer stigningen i modstanden imod EU med den negative omtale i medierne af den sydeuropæiske økonomi, skriver Jyllands-Posten.

anfj@adm.ku.dk

Seneste