Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Uddannelse

Tid til bedre uddannelser

UDDANNELSESKVALITET – 10 mio. kroner fordelt på 66 forsøgsprojekter på hele KU bidrager i 2011 til et generelt øget fokus på uddannelse.

At brætspille sig til projektledelsesværktøjer er ikke nogen dum idé, hvis man spørger gruppen bag universitetsledelsens projekt Den gode uddannelse. Nok er Københavns Universitet et af de ældste i Nordeuropa, men det betyder ikke, at der ikke også skal være plads til innovation.

Læs VOXPOP med syv studerendes bud på en bedre uddannelse, begynd med Mads på Religionsvidenskab, her.

»Institutionelle former har en tendens til at stivne, og sådanne rutiner og trædemøller kan vi igennem eksempelvis
forsøgsprojekter som disse forsøge at slippe ud af,« siger studerende Mads Damgaard.

Han er en af de studerende, hvis projekter fandt plads i Den gode uddannelses bevillingspulje på små 10 mio. kroner. I alt er fem studenterledede projekter nu iværksat.

En tiltrængt satsning

Interessen for at få indflydelse på KU’s uddannelser har ikke været til at tage fejl af. 159 projektansøgninger blev i december 2010 sendt af sted, og i februar i år fik 66 projektejere grønt lys til at gå i gang med deres forskellige forsøg med afprøvning af nye idéer på uddannelsesområdet.

Den overvældende interesse vidner om et stort engagement hos studerende og ansatte, men kan ifølge filosofistuderende Olav Hesseldahl også forklares med de seneste års store fokus på forskning: »Man har glemt de studerende. Så det er vigtigt, man nu igen fokuserer på uddannelse,« siger han.

»Lokalt er der en masse initiativer på uddannelsesområdet, men der har ikke været en samlet indsats fra universitetets side. Projekt Den gode uddannelse falder lige ned i turbanen og kan samle nogle af alle de lokale projekter.«

Fremtidige fantasier og faldgruber

De nye projekter spænder bredt, og mens nogle ønsker at skabe mere tidssvarende uddannelser, forsøger andre ligefrem at favne nogle af fremtidens undervisningsformer. Således skal nyskabende e-læringskurser og anderledes laboratoriebrug af iPod Touch sikre KU et teknologisk uddannelsesforspring.

Meningen er, at en del af projekterne efter dette års testperiode skal implementeres bredere på universitetet. Men midt i al optimismen lurer bekymringerne for, hvad der sker, når pengene fra årets særlige uddannelsespulje slipper op.

»Jeg tror, det største problem ligger i, om det her kommer til at komme videre og uden for de specifikke projekter, eller om det hele bare lukker og slukker den 31. december,« som studerende Jonas Søgaard Grøn, der selv deltager i projektet, udtrykker det.

Læs VOXPOP med syv studerendes bud på en bedre uddannelse, begynd med Mads på Religionsvidenskab, her.

Therese Leonhardt Hjorth er studentermedarbejder i Uddannelsesservice på KU.

uni-avis@adm.ku.dk

# Skriv kommentar
Share

Join the discussion

Seneste