Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Debat

Tillykke med minimumstimetallet!

KARAKTERKRAV - Man får ikke de dygtigste studerende ved at håndplukke de bedste elever fra gymnasierne. Man får de bedste studerende ved at have de bedste uddannelser, mener Studenterrådets formand.

At snige dårlige nyheder ind sammen med endnu større gode nyheder er et gammelt trick. At levere dårlige nyheder på et tidspunkt, hvor de drukner i større dårlige nyheder er også en klassiker. Men jeg kan alligevel ikke huske, at jeg før har set nogen pakke gode nyheder ind i virkelig dårlige …

For en lille uge siden afslørede Lykke Friis alligevel, at der var et minimumstimetal på vej på vores kandidatuddannelser, men den glædelige nyhed overdøvedes af KU’s anden store nyhed: Nemlig et nyt besynderligt adgangskrav i form af et gymnasiegennemsnit på 6 på KU’s bacheloruddannelser.

Samlet set er det vel et udtryk for, at KU er med på, at kvaliteten i uddannelserne skal hæves. Det er en glædelig nyhed!

Men jeg tror simpelthen at det er skudt fuldstændig forbi, hvis man tror, at det hæver kvaliteten af vores uddannelser at forhindre nogen i at læse det, de drømmer om. Som flere eksperter allerede har været ude og sige er sådan en adgangsbegrænsning ”spild af talent”, socialt skævvridende, og i øvrigt slet ikke noget der vil have betydning for det generelle faglige niveau.

Det er sådan set meget simpelt: Man får ikke de dygtigste studerende ved at håndplukke de bedste elever fra gymnasierne. Man får de bedste studerende ved at have de bedste uddannelser.

Netop derfor er minimumstimetallet også en kæmpe sejr for os studerende og Studenterrådet. Lige siden vi fik sikret alle bachelorstuderende 12 timers undervisning om ugen, har vi kæmpet for at få lappet hullerne på vores kandidatuddannelser og sikre et rimeligt antal undervisningstimer. Ærgerligt nok er garantien om bare 8 undervisningslektioner om ugen en kæmpe forbedring rigtig mange steder.

Så mens vi glæder os over at have sikret et minimum af undervisning, kan vi begynde at snakke om kvaliteten og indholdet af den. Vi studerende er eksperterne i vores uddannelser, så kom med til Kvalitetsstormøde i eftermiddag kl. 17, hvis du også vil være med til at sikre kvaliteten og sætte dagsordenen over for politikerne og universitet!

https://www.facebook.com/events/658985920832639/?fref=ts

Seneste