Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Uddannelse

Top 10: De højeste adgangskvotienter på KU

OPTAG - Igen i år topper Molekylær Biomedicin listen over de KU-uddannelser, der kræver det højeste eksamensgennemsnit af kvote 1-ansøgerne. Denne gang sprænger uddannelsen helt karakterskalaen.

Lutter 12-taller er ikke nødvendigvis nok til at komme ind på uddannelsen med den højeste adgangskvotient på Københavns Universitet.

Molekylær Biomedicin kræver i år et snit på mindst 12,1, hvis du skal ind på kvote 1 – et snit der kun kan opnås, hvis du ud over at have fået rasende høje karakterer også har søgt ind på uddannelsen direkte efter gymnasiet, så du har kunnet gange dit snit med 1,08.

KU vil indføre karakterkrav på 6,0 på kvote 1

Netop bonusordningen er noget, Københavns Universitet ønsker at komme af med:

»Hurtigstartsbonussen pumper karaktererne kunstigt op, men der er intet belæg for, at ansøgerne bliver bedre kvalificerede af at begynde hurtigt. Og vores erfaring siger os, at langt de fleste slet ikke ønsker at holde mere end 1-2 års pause efter gymnasiet,« skriver områdechef fra Uddannelsesservice Pernille Kindtler i en pressemeddelelse.

I stedet vil KU indføre et karakterkrav på kvote 1 på minimum 6,0 på alle uddannelser. Det har universitetet villet i et stykke tid, men lovgivningen spænder ben for det. For indfører man et karakterkrav, skal det – som reglerne ser ud nu – gælde for både kvote 1 og 2.

Årets top 10 over højeste snit

Og så kan vi ikke trække spændingen længere. Her er årets top 10 over de højeste adgangskvotienter på Københavns Universitet (sidste års placering og karaktergennemsnit er angivet i parantes):

1. (1) Molekylær biomedicin: 12,1 (12,0)
2. (2) Psykologi: 11,4 (11,4)
3. (3) Medicin: 11,2 (11,2)
4. (5) Antropologi: 11,0 (10,9)
5. (4) Veterinærmedicin: 10,9 (11,0)
6. (8) Statskundskab: 10,8 (10,7)
7. (6) Film- og medievidenskab: 10,7 (10,8)
8. (7) Forsikringsmatematik: 10,6 (10,8)
9. (9) Litteraturvidenskab: 10,5 (10,6)
10. (10) Odontologi: 10,4 (10,4)

Markant højere adgangskvotienter på Retorik og Etnologi

Snarrådige læsere vil bemærke, at top 10’en er næsten identisk med den fra sidste år.

De største ændringer i adgangskvotienterne sker uden for top 10’en. Blandt de mest iøjnefaldende er, at snittet på Retorik er hoppet fra 7,5 og tilbage til sit vante niveau på 10,0. Forklaringen: I 2014 fordoblede uddannelsen optaget, hvilket fik adgangskravet til at dykke. Men siden tvang dimensioneringen Retorik til at skære ned på pladserne ud fra 2013-niveauet – og vupti: Nu er det igen møgsvært at komme på kvote 1.

Den største stigning i adgangskvotienten er sket på Europæisk Etnologi, hvor snittet er sprunget fra 2,7 til 7,5. Dermed er studiet næsten tilbage på niveauet fra 2013, hvor man skulle have et snit på 8,7 for at komme ind.

Retorik og Europæisk Etnologi er dog undtagelser. På næsten halvdelen af KU’s studier er adganskvotienten faldet sammenlignet med 2014.

dennis.christiansen@adm.ku.dk

Seneste