Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Videnskab

Top 21: #4 Hans Jørgen Whitta-Jacobsen

KU'S MEST OMTALTE - Hans Jørgen Whitta-Jacobsen, professor i økonomi, overvismand. Omtaler: 1.137.

Hans Jørgen Whitta-Jacobsen er ved siden af sit job som professor økonomisk overvismand og derfor ofte søgt af medierne.

Men Hans Jørgen Whitta-Jacobsen doserer sine offentlige udtalelser omhyggeligt, og har faktisk skrevet en artikel om emnet. Et afgørende punkt – og her er Whitta-Jacobsen på linje med flere andre forskere på listen – er ikke at gå i direkte infight med politikere i debatten om dansk økonomi, ligesom han og de øvrige vismænd holder kommentar-pause under alle danske valgkampe.

Men det er en balancegang, for Hans Jørgen Whitta-Jacobsen anerkender, at »man kan blive så hellig, at interessen for og dermed relevansen af analysen, går fløjten. Vismændene ønsker ikke at placere sig i et elfenbenstårn,« skriver han.

Hvorfor (din vurdering) bliver du spurgt, om du vil udtale dig til medierne?

»Jeg bliver i høj grad spurgt, fordi jeg ved siden af at være professor ved KU er en af de økonomiske vismænd (overvismand). Det trækker måske 90% af kontakterne fra pressen, mens forskerrollen måske trækker 10%«.

Hvorfor vælger du at stille op, når du stiller op?

»Det er nærmest en forpligtelse – dog uofficiel – for vismændene i et vist omfang at stille op i offentlige sammenhæng og forsøge at gøre debatten så ‘oplyst’ som vi nu kan på baggrund af de samfundsøkonomiske analyser, vi laver. Som forsker alene ville jeg nok føle en lignende forpligtelse til at stille op i de konkrete tilfælde, hvor en ekspertise, jeg måtte have, kunne forventes at tilføre en debat noget substans og kvalitet«.

Hvad kan afholde dig fra at stille op?

»Hvis jeg ikke mener at have en særlig ekspertise i det, der spørges om. Det gælder både som vismand og professor. Som vismænd plejer vi at sige, at det, vi udtaler, helst skal hvile direkte på en egentlig analyse fra en af vores rapporter eller i hvert fald hvile på et fagligt grundlag, der er bygget op gennem arbejdet med disse analyser.«

»Hvis jeg frygter, at journalisten kan finde på at bryde en direkte eller stiltiende aftale om, hvordan mine udtalelser kan bruges. Dette sker uhyre sjældent, men er dog sket.«

»Hvis jeg ikke tror, journalisten fanger budskabet rigtigt. Det er faktisk også meget sjældent. Faktisk kan man imponeres over, hvor godt journalisterne som hovedregel forstår kompliceret samfundsøkonomisk stof.«

uni-avis@adm.ku.dk

Seneste