Annonce
Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Campus

Træprofessor afliver tissehistorie

FARLIGE SALTE? - Ifølge TV2 er to smukke gamle lindetræer mellem Trinitatis Kirke og Studenterhuset blevet fældet, fordi de var blevet tisset i stykker. Men holder historien vand?

To vemodige grusbunker markerer stedet, hvor to 25 meter høje lindetræer kastede svalende skygger over arealet mellem Trinitatis Kirke og Studenterhusets bygning i Købmagergade i det indre København.

Ifølge TV2 er træerne blevet savet ned, fordi de var blevet ustabile efter at være blevet tisset på af forbipasserende mennesker og hunde.

Træernes placering ved et af de københavnske studerendes primære udskænkningssteder kaster en grim mistanke på universitetsmiljøet. Det kan dårligt være andre end øldrikkende studerende, der har stået for den primære udendørs overtisning i netop dette område.

»Der er blevet tisset så meget på [træerne], at de er begyndt at rådne forneden. Derfor står de usikkert, og vi er nødt til at tage dem ned – hvis der skulle komme en storm til som Urd, så ville de kunne vælte, og det kan vi altså ikke ha’ her i Indre København,« citerer TV2 kirketjener ved Trinitatis Kresten Dahl for at sige.

Men spørgsmålet er, om det virkelig er muligt at tage livet af et mægtigt træ ved at tisse på det. Også hvis det sker ret ofte.

Ikke sådan man dræber et stort gammelt træ

Billederne fra TV2 viser levende træer – ikke noget, der indikerer, at træerne skulle være så nødlidende, at de er ved at dø.

Men det ligger uden for Uniavisens kompetenceområde at foretage en grundig analyse af jorden ved træerne, herunder en besigtigelse af træernes rodnet med henblik på at konstatere mulige skader fra stoffer i urin. Men vi har bedt en forsker vurdere, om det er sandsynligt, at træerne er blevet ødelagt af tis.

Jørgen Bo Larsen, der er professor og skovekspert ved Det Natur- og Biovidenskabelige Fakultet på Københavns Universitet, siger, at træer i bykernen typisk ikke ender med at vokse sig så store og gamle som de to fældede lindetræer.

Typisk vil de dø af årsager som jordkomprimering og tørke, (fordi regnvand ofte bliver ledt ned i kloakken, væk fra træernes rødder), eller måske forurening fra fx vejsalt.

Træerne har altså, uanset deres stand før fældningen, klaret sig ganske godt.

»Træer rådner, hvis der opstår skader på dem, sådan at de kan blive angrebet af svampe. Skulle urin være problemet, ville træerne næppe være blevet så gamle, for et ungt træ ville have været mere sårbart over for den type forurening, og problemet med folk, der tisser, har formentlig eksisteret i hele træernes levetid,« siger Jørgen Bo Larsen.

»Studerende og andet godtfolk har sandsynligvis tisset i området i århundreder.«

chz@adm.ku.dk

Seneste