Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Kultur

Tre bud på din Kulturnat 2013

KULTURNAT - I aften, fredag den 11. oktober, er der Kulturnat i København med mere end 600 aktiviteter. Det er en mulighed for at se, høre, føle og smage København på en helt ny måde.

Kulturnat på Københavns Universitet med stjerner, øl og orm

Botanisk Have holder i dagens anledning aftenåbent i samarbejde med Science. Har du held i kærlighed, men ikke i spil, kan du tage forbi Matematisk Spillecafe. Her har Institut for Matematik foredrag med tips og tricks til at forbedre sine vinderchancer i spil. Hvis du leder efter en mere romantisk aktivitet eller bare har en stor interesse i astronomi har Østervold Observatorium åbent for stjernekiggeri. En aftentur i haven er også en udflugt værd i sig selv.

Botanisk have har aftenåbent fra klokken 18.00 til 24.00. Foredragene i Matematisk Spillecafe er hver time i dette tidsrum. Indgang til Observatoriet er ved Øster Voldgade 3, som har åbent fra klokken 19.00 til 23.30.

Lær mere om KU med prorektor Lykke Friis, som giver rundvisninger på rektorgangen i KU’s hovedbygning. Bagefter kan du tage forbi festsalen og teste din viden om KU i Universitetsquizzen. Niels Bohr Institutet har også rundvisninger på Kulturnatten hos Center for Is og Klima. Her kan du høre mere om 130.000 år gamle iskerner og fortidens klima. Hvis du tager forbi, så husk at deltage i instituttets konkurrence om boblende party-is fra Grønland.

Rundvisningerne af Lykke Friis er klokken 19.30, 20.30 og 21.30 på Københavns Universitet, Nørregade 10. Billetter til rundvisningen skal hentes i hovedbygningen. Rundvisningerne på Niels Bohr Instituttet, Blegdamsvej 17 foregår klokken 19.00, 19.45, 20.30 og 21.30. Billetter skal hentes i teltet foran instituttet.

Frederiksberg tager også del i Københavns Kulturnat og Institut for Fødevarevidenskab har valgt at servere en flæskesteg tilberedt under et tryk, der svarer til Adriaterhavets dybde. Mens du gumler på dette, har du muligheden for at høre oplægget »Ølbrygning – hvor svært kan det være«.

Flæskesteg og foredrag foregår klokken 18.30 og 20.00 på Institut for Fødevarevidenskab, Rolighedsvej 30.

Hvis du føler dig inspireret efter ølforedraget, har du muligheden for at brygge din egen øl i selskab med farmaceutiske øl-entusiaster. Har du mod på det, kan du også toppe Adriaterhavsstegen af med orme. Det lyder ikke umiddelbart tillokkende, men forskning tyder på at orme kan afhjælpe allergi. Du kan afrunde aftenen som en modigere og måske sundere person.

Begge arrangementer foregår på PANUM. Brug den midlertidige hovedindgang Nørre Alle 20. Workshop om øl er fra klokken 19.00 til 23.00 i vandrehallen. Foredrag og ormespisning er i Lundsgaard Auditoriet fra klokken 21.35 til 22.00.

Du kan også lære mere om sundhed på KU’s Dyrehospital. Her kan du lege dyrlæge for en dag og få et indblik i hvordan et topmoderne dyrehospital fungerer.

Rundvisninger foregår klokken 18.00, 19.00, 20.00 og 21.00 på Universitetshospitalet for familiedyr, Dyrlægevej 16. Billetter skal afhentes i receptionen.

Hvis du er sulten efter flere naturoplevelser, kan du trille forbi Dansk Arkitektur Center på Christianshavn. Her har forskere i landskabsarkitektur fra KU rejst en hel lille skov på kajkanten for at »afprøve, hvad skovens duft og stemning kan tilføre byen af nye oplevelser og opholdsrum.« Hvorfor ikke?

Den midlertidige skov kan opleves på Strandgade 27B, 1401 K.

En aften med nogle af Kulturnattens populæreste oplevelser

Carlsberg er en kulturnatklassiker og de har da også både hestevognsture og blindsmagning af øl. En anden klassiker er Fængslet på Nytorv, der hvert år inviterer Københavns borgere indenfor hos Danmarks største arresthus.

Carlsbergs arrangementer er mellem klokken 18.00 og 22:00 på Visit Carlsberg, Gamle Carlsberg Vej 11. Nytorv Fængsel er åbent mellem klokken 18.00 og 23.30 på Nytorv 21.

Hvis du medbringer badetøj, kan du snuppe en dukkert i havnebadet ved Islands Brygge med efterfølgende sauna eller saunagus. Så skal man bare krydse fingre for godt vejr. Når du alligevel har badetøjet med, så tag også forbi DGI-byen. Her kan man lære at lave grønlændervending i kajakker og eller afprøve deres parkourbane.

Havnebadet ved Islands Brygge er åbent mellem klokken 19.00 og 22.00 ved Islands Brygge 14. DGI-byen, Tietgensgade 65, er åbent mellem klokken 17.00 og 23.00.

Er vejret dårligt kan man tage ind til DR-byen og stille meteorologerne til regnskab. Efter at have fortolket Danmarks vejr, kan man få lov til selv at agere vejrvært. Man kan også få lov til at fornøje sig som operastjerne eller radiovært i DR-byen.

Besøg vejrstudiet mellem 18.00 og 23.00 i DR-byen, Emil Holms Kanal 20.

En finurlig, kunstnerisk og alternativ Kulturnat

Ingeniørforeningen IDA har en finurlig aften planlagt. Her kan man få afprøvet Segways, der er på TIME’s top 50 liste over de værste opfindelser nogensinde. Man kan også prøve en LEAN-hotdog. IDA’s hotdogbod har været udsat for konsulentverdenens LEAN principper og uddeler smagsprøver af resultatet.

Segways kan afprøves mellem 18.30 til 21.30 foran IDA, Kalvebod Brygge 31-33. LEAN-hotdog kan smages mellem 18.00 og 22.30 på terrassen foran vandrehallen.

Har man brug for en mere kunstnerisk oplevelse på Kulturnatten, bør man tage hen og se lysinstallationen »Alternativ Nordlys«. Den islandske kunstner Egill Sæbjörnsson har kreeret en interaktiv nordlysinspireret facadeprojektion foran Dansk Arkitektur Center.

Facadeprojektionen vises mellem 19.30 og 24.00 på facaden af Dansk Arkitektur Center, Strandgade 27B.

I år er der ingen officiel efterfest, men man kan stadig få en festlig afslutning på aftenen. Tag forbi HUSET-KBH og se Copenhagen Trans Fashion Show 2013. Inden man gør det, er det dog værd at tage forbi og se multimedieværket 2B20. Foren ingen Kulturnat har for første gang selv valgt, at opstille en begivenhed for at fejre Kulturnattens 20 års jubilæum.

Fashion shows kan ses klokken 20.00, 21.30 og 23.00 i HUSET-KBH, Rådhusstræde 13. Multimedieværket 2B20 vises hvert 30. minut på Bertel Thorvaldsens Plads i tidsrummet 19.00 til 01.00. Multimedieværket 2B20 opstilles kun, hvis foreningen modtager tilstrækkelig støtte.

Det kan anbefales at komme tidligt til de populære arrangementer for at undgå alt for lang kø. Husk at kulturpas giver gratis adgang til offentligt transport og alle de nævnte oplevelser.

Ved hjælp af App’en »Kulturnatten 2013« kan du planlægge en rute på forhånd eller se det fulde program. Det kan også ses på Kulturnattens hjemmeside.

uni-avis@adm.ku.dk

Seneste