Universitetsavisen
Nørregade 10
1165 København K
Tlf: 21 17 95 65 (man-fre kl. 9-15)
E-mail: uni-avis@adm.ku.dk
—
Videnskab
EliteForsk-pris — Tre af de fem professorer, der den 23. februar modtager Uddannelses- og Forskningsministeriets pris til Danmarks dygtigste unge forskere, kommer fra Københavns Universitet.
I dag hædres fem professorer for deres forskning, når de modtager EliteForsk-prisen fra Uddannelses- og Forskningsministeriet. Prisoverrækkelsen sker i Ny Carlsberg Glyptoteket, og tre af modtagerne kommer fra Københavns Universitet (KU).
Nanodroner mod kræftceller, internationale domstole, banebrydende fedmeforskning, det allermest avancerede matematik og grundlæggende forskning i, hvorfor vi gør som vi gør i vores sundhedsvæsen.
Uddrag fra pressemeddelelsen om EliteForsk-vindernes forskningsområder
EliteForsk-prisen består – foruden anerkendelse – af en million kroner til prismodtagernes forskningsaktiviteter. Dertil kommer 200.000 kroner som en personlig hæderspris.
De tre KU-forskere er professor Mikael Rask Madsen fra Centre of Excellence for International Courts, professor Klaus Høyer fra Institut for Folkesundhedsvidenskab og professor Søren Galatius fra Institut for Matematiske Fag.
Professor Mikael Rask Madsen forsker i internationale domstole og forsøger at finde ud af, hvad det betyder, at det globale samfund bliver reguleret af flere og flere regler og institutioner. Mikael Rask Madsen har en antagelse om, at det kan få stor betydning for, hvordan verden udvikler sig med hensyn til sikkerhed, frihed og velstand.
Professor Klaus Høyer forsker i medicinske videnskabs- og teknologistudier. Han er oprindeligt uddannet socialantropolog, men med interesse for flere andre forskningsfelter. Han er særligt interesseret i at forstå ‘den gode vilje’: Alle vil noget godt med deres indsats, men aktørerne ender med at blive frustrerede, fordi de skal omsætte ‘den gode vilje’ til teknisk kunnen, politik og konkret styring.
Professor Søren Galatius er matematiker i særklasse ifølge pressemeddelelsen. Selv om han går meget op i selv at kunne kommunikere bredt, så er det måske sigende for dybden af hans forskning, at ministeriet undgår at beskrive nøjagtigt, hvad Søren Galatius forsker i. Det er … noget med at klassificere forskellige egenskaber ved deformerede geometriske former efter typer, så det på den måde er lykkedes ham at ‘finde løsningen på et meget fundamentalt problem inden for teorien for frie grupper, der havde været uløst i 50 år’, står der.
Uddannelses- og forskningsminister
Det er 11. gang, at EliteForsk-prisen uddeles.
Ministeriet har på dets hjemmeside skrevet artikler om alle fem forskeres arbejder og præstationer.
I Glyptoteket i dag modtager også 20 ph.d.-studerende EliteForsk-rejsestipendier på 200.000 kroner hver. Pengene skal hjælpe dem til at rejse ud i verden og dygtiggøre sig.