Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Campus

Tusmørkejul - afsnit 17

KUA-SÆD - Her den anden dag da jeg var nede ved Histories kaffebar, Laden, faldt mine øjne på et yderst udsædvanligt opslag. Overskriften lød: »Far søges«. Nådada! Var det mon en kontaktannonce fra en skruk studerende? Ikke helt

Afsenderen skriver som følger:

»Hej! Jeg er lesbisk og ønsker mig brændende at blive mor. Jeg søger en fyr, der kunne tænke sig at blive far, gerne aktiv far. Er det noget for dig, så skriv lidt om dig selv. Du kan kontakte mig på far.donor@hotmail.com. Glæder mig til at høre fra dig!«

En masse spørgsmål faldt mig ind. Hvad mon hendes forventninger var til opslaget? Hvad mon hun tænkte om at skulle være mor og studerende på samme tid, og hvad fik hende egentlig til at annoncere? Havde hun da ikke nogle venner, der kunne undvære en klat sæd? Eller hvor mange der nu skulle blive brug for.

Gnæggen fra Laden

Eller var det hele mon egentlig en spøg? Man ser det for sig i sit fordomsfulde hoved: En håndfuld unge historie-fyre, der sidder inde i Laden og gnægger, mens de lægger skumle planer, i håb om at en medstuderende af hankøn vil bide på krogen og stå der til skue med sæden i postkassen, om man vil. Så er der noget at grine af til festerne de næste fem år. Det kunne lige passe nu hvor opslaget hang så tæt på Laden, og ikke er set andre steder.

Universitetsavisen sendte den lesbiske en mail. Tilbagemeldingen virkede troværdig. Hun fortalte, at hun var speciale-studerende, og at det havde vist sig sværere, end hun troede, at finde en fyr, der ville være far til hendes barn. Derfor havde hun tyet til denne »lidt desperate metode,« som hun sagde.

Desværre havde ingen endnu reageret. Men hun understregede, at det var vigtigt for hende, at barnet kender sin far og sin historie. Derfor ville hun helst undgå at skulle ty til en donor.

Og Laden er nok ikke det værste sted at annoncere, da der efter alt at dømme er en stor mængde hankønsvæsner på historiestudiet. Eller ‘mennesker med tissemænd’, som nogle ville sige.

Avisen hepper på KUA

Den lesbiske havde ikke lyst til at stille op til et rigtigt interview. Det kunne ellers have været interessant at høre, om Humaniora var det eneste sted, hun havde annonceret. I sit stille sind hepper Universitetsavisen nemlig på KUA-sæd. Men kun fordi Deres udsendte – i dette tilfælde – læser på Humaniora.

Universitetsavisen ønsker hende i hvert fald held og lykke med at finde en far. Alle har sgu fortjent en god far.

Hvis du kunne tænke dig at blive far, kan du jo smide en mail til far.donor@hotmail.com

Mørklagt julekalender

Universitetsavisens fotograf Lizette Kabré går på opdagelse i tusmørket og i Københavns Universitets mange krinkelkroge. Hun leder efter steder med historier. Eller steder, man får historier i hovedet af.

Lizette Kabré bringer dig en stemning hver morgen inden jul. Du kan ikke spise den. Men du kan måske se noget, du ikke har set før.

I hvert fald ikke noget, du havde forventet at se dén dag.

Eller på den måde.

Galleri

Hver dag føjer vi et nyt billede til Universitetsavisens tusmørkejulekalender. Billedgalleriet findes til højre for artiklen her – eller som link her.

chz@adm.ku.dk

Seneste