Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Campus

Tusmørkejul - afsnit 5

NATKLATRING - Listetyve kan passende trække i talkum og træningsdragt

For Københavns Universitet har faciliteterne til førsteklasses kommende juveltyve.

Beklager at vi bryder den dunkle stemning et øjeblik. Det er svært at fremkalde uhyggelige indre billeder, når det gælder klatretyve.

Underligt nok, egentlig, i betragtning af, at de lister ind ad vinduerne hos sovende mennesker og stjæler deres yndlingsperlekæder, eventuelt fra de sovendes egne rynkede halse.

Skildpaddetøj, apropos rynkede halse

Klatretyve har høflige manerer og en sikker tøjsmag, det er dét, der redder dem. Blød turtleneck og khakifarvede lærredsslacks om dagen, sort turtleneck og ditto tophue om natten.

Klokken er, i skrivende stund, 8:37. Det betyder, at der er seks timer og 23 minutter til at tage til biblioteket på Dag Hammarskjölds Allé og låne Hitchcocks ‘To Catch a Thief’ (1955), en film, hvori Grace Kelly på samme tid giver håb til alle giftelystne gamle mænd og blæser nyt liv i debatten om evolutionsteorien ved at minde intelligent design-siden om, at det er muligt for enestående smukke mennesker at få chokerende almindeligt udseende børn.

(Universitetsavisen har tjekket, at der er et eksemplar af filmen i den filial. De har også en i Bibliotekshuset og en på Christianshavn, men her er tiden knappere, da man lukker allerede klokken 14.00).

Ellers kan man jo hente den en hvilken som helst anden dag.

Mørklagt julekalender

Universitetsavisens fotograf Lizette Kabré går på opdagelse i tusmørket og i Københavns Universitets mange krinkelkroge. Hun leder efter steder med historier. Eller steder, man får historier i hovedet af.

Lizette Kabré bringer dig en stemning hver morgen inden jul. Du kan ikke spise den. Men du kan måske se noget, du ikke har set før.

I hvert fald ikke noget, du havde forventet at se dén dag.

Eller på den måde.

Galleri

Hver dag føjer vi et nyt billede til Universitetsavisens tusmørkejulekalender. Billedgalleriet findes til højre for artiklen her – eller som link her.

Seneste