Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Campus

Tusmørkejul - afsnit 9

PERLER - De slog i bordene og de slog i tastaturerne og de græd og de bad og de samlede en milliard sympatisører på Facebook og de sagde, at Fiolbiblioteket var »den fornemste perle i vor biblioteksarkitektoniske kulturarv,« men det virkede ikke

Biblioteket blev lukket.

Dét med perlen, i den præ-politiforretningsmæssige forstand, var arkitekturprofessor Gregers Algreen-Ussings udtryk om det 148 år gamle bibliotek, som vitterlig også var pænt. Og det har ulvehoveder langs tagrenderne. Hvor finder man ellers den slags?

Det er stadig et smukt sted – se om du kan komme ind, det skulle vel nok kunne lade sig gøre. Det værste der kan ske, er at du kan komme til at forstyrre nogle specialestuderende, så de glemmer et halvt års tanker.

Ny perle

Da man gennede bibliotekarerne ud af Fiolstræde havde man et nyt hus klar til dem i Gothersgade. Det er også et lækkert sted; der var helt sikkert nogen, der hang ud der i forvejen, som var kede af, at det skulle laves om til bibliotek.

Men det er bibliotek nu, og det er fancy, med it-fri zone og automat med snacks, og så er der åbent til klokken 22. Det sidste er revolutionerende. Man behøver ikke længere holde fri så. Man kan arrangere stævnemøder så. Man kan opføre sig som om studierne er en del af hele ens tilværelse så. Som om det at studere er en livsstil.

Hvis man interesserer sig for antropologi, politologi, psykologi, sociologi og økonomi. Ellers kan man bare skride.

Mørklagt julekalender

Universitetsavisens fotograf Lizette Kabré går på opdagelse i tusmørket og i Københavns Universitets mange krinkelkroge. Hun leder efter steder med historier. Eller steder, man får historier i hovedet af.

Lizette Kabré bringer dig en stemning hver morgen inden jul. Du kan ikke spise den. Men du kan måske se noget, du ikke har set før.

I hvert fald ikke noget, du havde forventet at se dén dag.

Eller på den måde.

Galleri

Hver dag føjer vi et nyt billede til Universitetsavisens tusmørkejulekalender. Billedgalleriet findes til højre for artiklen her – eller som link her.

chz@adm.ku.dk

Seneste