Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Politik

UCPH!

OVERBLIK TIRSDAG - UCPH! - Mere af det samme til Nordkorea - Betalingsring kan koste Thorning magten - Åbenhed kan medføre lukkethed i fangeforhandlinger - Den svære svær - Men tænk også på, hvordan dyret havde det inden.

UCPH!

Det lyder nok mest som et kvalt nys, hvis man udtaler det højt. Men siger man bogstaverne et ad gangen på engelsk, får man Københavns Universitets nye internationale forkortelse. Den vil vi fremover benytte på dette medie.
Læs mere om den nye forkortelse på Kunet.

Mere af det samme til Nordkorea

UCPH! kunne også være den menige nordkoreaners udbrud i anledning af diktatorens bortgang, i hvert fald hvis seniorforsker og ekspert i Nordkorea Geir Helgesen på KU får ret: »Efter min mening vil Kim Jong-Ils død ikke betyde nogen som helst ændring,« siger han.
B.T., 20. december 2011, side 16.

Betalingsring kan koste Thorning magten

I de københavnske forstæder piver og skumler S-borgmestrene over den planlagte betalingsring i hovedstaden. Det kan blive et reelt problem for statsministeren. »Socialdemokraterne har nogle af de stærkeste kernevælgerne, dels i København, dels i omegnskommunerne. Og betalingsringen kan gå hen at blive en skidt sag for partiet, når valget kommer til sin tid. Men omvendt vil meget afhænge af, i hvilket omfang omegnskommunerne vil blive imødekommet,« siger lektor i statskundskab Lars Bille.
Berlingske 20. december 2011, 1. sektion, side 8

Åbenhed kan medføre lukkethed i fangeforhandlinger

Udenrigsminister Villy Søvndal vil invitere ngo’er som Amnesty International med til de, stadig yderst hemmelige, forhandlinger om rettighederne for de mennesker, som Danmark og USA og andre krigsførende nationer tager til fange rundt omkring. Men juralektor Anders Henriksen mener, at der er god grund til en diskret forhandlingslinje. »Hvis større gennemsigtighed betyder, at amerikanerne ikke mere vil lægge deres bekymringer frem og måske springer fra – hvad har vi så opnået ved åbenhed?«, spørger Anders Henriksen.
Politiken 20. december 2011, 1. sektion, side 8

Den svære svær

Lektor i sensorik Michael Bom Frøst forklarer, at flæskesvær er grisehud bestående af et stort netværk af kollagen – et protein, som danner fibrene i bindevævet. Flæskesværen indeholder en del vand, der er fanget i netværket af protein, og når vandet bliver varmet godt op, får det et højt damptryk, der udvider sværen og får den til at boble op og blive sprød. »Det er det samme, der sker, når man popper popcorn eller laver soufflé,« siger Bom Frøst til Videnskab.dk.

Men tænk også på, hvordan dyret havde det inden

Det er rart for danskerne, at de har råd til at spise 100 kilo andre dyrearter hver om året. Men tænk over, hvordan din and og din gris havde det, før du sætter dem til livs, foreslår ph.d.-stipendiat Lasse Skovgaard, Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet, KU.
Politiken 20. december 2011, kultur, side 7

Seneste