Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Navne

Han havde svært ved at skrive i skolen indtil han fik en computer. Nu leder han Center for Digital Uddannelse

Navne — Professor Morten Misfeldt, Institut for Naturfagenes Didaktik og Datalogisk Institut, holder tiltrædelsesforelæsning om pædagogik og digital dannelse fredag den 10. januar.

Hvem er han?

Morten Misfeldt er professor på Institut for Naturfagenes Didaktik (IND) og på Datalogisk Institut (DIKU). Han forsker i digitalisering af matematikundervisningen, især pædagogisk brug af avancerede matematikværktøjer og samspillet mellem matematik og teknologiforståelse. Der er mange snubletråde, når læring skal digitaliseres, og her sætter han ind.

Han står som centerleder i spidsen for det nyoprettede Center for Digital Uddannelse, som er oprettet i samarbejde mellem IND og DIKU.

Morten Misfeldt blev ansat i et professorat den 1. september. Han ser sin nye stilling som en mulighed for at opbygge samspillet mellem de tekniske og pædagogiske miljøer. Ofte glider de i hver sin retning, men det er nødvendigt, at få samspillet til at fungere, hvis teknologiforståelse skal blive til brede kompetencer, som alle unge får med sig, siger han.

Når Morten Misfeldt ikke arbejder, bruger han tid med sin familie og venner. Han har tre teenagebørn, som han blandt andet spiller musik med, og fritiden går også med at lave husprojekter og designe møbler.

Sidste år begyndte han at dyrke fægtning, fordi en niårig pige fortalte ham, at det var fedt. »Det lød sjovere end fitnesscenteret. Man får nogle slag, men det er sjovt,« siger han.

Hvorfor læser jeg om han nu?

Fredag den 10. januar kl. 14.00, holder Morten Misfeldt tiltrædelsesforelæsning i Auditorium A på Geocenteret for at markere det nye Center for digital uddannelses åbning.

I sin forelæsning vil han forsøge at indkredse, hvad digital uddannelse er for en størrelse, han vil også fortælle om sin karriere og om de planer for det nye center, han har sammen med sit hold.

Morten Misfeldt har altid interesseret sig for, hvordan mennesker lærer:

»Min motivation for digital læring stammer helt tilbage fra skoletiden, hvor jeg havde ret svært ved at skrive, lige indtil jeg fik en computer at skrive på.  Det var lidt usædvanligt på det tidspunkt, men det var en stor hjælp. Mange børn har en oplevelse af, at computere hjælper dem med at udtrykke sig fagligt,« siger han.

Matematik var et fag, han var god til i skolen. Han kan godt lide visuelle beviser, og han syntes, det var sjovt, så det var naturligt for ham at vælge matematikstudiet på Københavns Universitet.

Drømmen var oprindelig at undervise i matematik på gymnasiet. Det gjorde han også kortvarigt, men han syntes, det var sjovere at undersøge problemerne med læring og at udtrykke sig matematisk, og det blev hans forskervej.

Hans interesser kom til at flyde lidt sammen i hans ph.d., fordi han blev interesseret i matematiske skriveprocesser.

»Tegn og diagrammer er svære at lave på computere, så man blander lidt computer og kuglepen for ikke hele tiden at få sin tankerække afbrudt. Jeg mente, at det kunne man gøre bedre,« siger han.

Hvor er det lige jeg kender ham fra?

Morten Misfeldt kom fra Institut for Filosofi og Læring på Aalborg Universitet i København. Siden den 1. september er du måske stødt på ham enten på Institut for Naturfagenes Didaktik eller på Datalogisk Institut.

Verdensborgere har måske truffet ham på OsloMet, hvor er gæsteprofessor. Tidligere har han været gæsteforsker ved University of Wisconsin Madison og på MIT.

Skal jeg gøre noget?

Hvis du læser dette før fredag den 10. januar 2020 kl. 14, kan du måske nå at registrere dig og høre hans tilstrædelsesforelæsning, der præsenterer hans visioner.

Ellers kan du også læse lidt mere om hans område her.

Seneste