Annonce
Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Politik

Uddannelsesministeren: Kun SF ville forhandle

EFTERSPIL - Sofie fik sin vilje, og dimensionering af både bachelor- og kandidatuddannelsen består med få ændringer. »Jeg har haft en fornemmelse af, at SF har søgt løsninger, og at det ikke i samme grad gjaldt Venstre,« siger uddannelses- og forskningsministeren om sidste del af den kaotiske dimensioneringssaga.

Et i forvejen kaotisk forløb fik en ekstra krølle sent tirsdag aften, da SF’s uddannelses- og forskningsordfører Annette Vilhelmsen sprang fra en aftale med V, K, DF og Alternativet (ved Uffe Elbæk) og fik flertallet mod regeringens dimensionsmodel til at smuldre.

Uddannelsesminister Sofie Carsten Nielsen siger til Uniavisen, uden at ville gå i detaljer, at hun har haft et længere forhandlingsforløb med særligt SF og Venstre, hvor det blandt andet stod klart, at SF var meget opsat på at få en aftale om, at reformen blev behørigt evalueret.

»Jeg har haft en fornemmelse af, at SF har søgt løsninger, og at det ikke i samme grad gjaldt Venstre.«

Hos Venstre giver uddannelsesordfører Esben Lunde Larsen ikke meget for den ekstra evaluering, SF har fået indført.

»Vilhelmsen har fået en evaluering i 2017/2018, der skal inddrage studerende og aftagere med videre, men de kan reelt intet ændre i det år, for ministeren har jo allerede her i 2014 pålagt universiteterne at melde et loft over kandidatoptaget ind for 2018-2020,« skriver han i en mail.

Færre pladser nedlægges, men ikke på KU

SF forhandlede et lidt lavere tal for dimensioneringen – så antallet af studiepladser, der skal nedlægges, nu er 2.970 – og det er blevet specificeret, hvordan evalueringen skal foregå, siger Sofie Carsten Nielsen, som ikke lægger skjul på, at hun havde ønsket sig, at SF på et tidligere tidspunkt havde været klar til at afslutte forhandlingen.

Hun kalder det for ’valgkamp’ fra Venstres side, når uddannelsesordfører Esben Lunde Larsen hævder, at SF intet opnåede ved at slå en handel af med regeringen.

Uniavisen erfarer, at det færre antal studiepladser, der skal nedlægges, ikke får konsekvenser for de nedskæringer, KU har meldt ud. De pladser, der bliver fredet som følge af aftalen med SF, skal findes i provinsen. Altså skal Københavns Universitet stadig
skære 783 bachelorpladser.

»Jeg vil forvente af universiteterne, at et håndslag er et håndslag«

Undervejs i hele dimensioneringsforløbet har det knirket alvorligt i samarbejdet mellem ministeren og rektorerne.

Da minister og rektorer 4. november indgik et kompromis om dimensioneringen (der nu altså stort set står til at blive gennemført), erklærede formanden for Danske Universiteter, KU-rektor Ralf Hemmingsen, at aftalen kun var ’et grundlag’. Og da der tegnede sig et flertal for en alternativ model, var det Hemmingsen, der på vegne af rektorkollegiet sagde til Politiken, at ’processen omkring dimensionering’ ikke kunne være slut, før den politiske opbakning til planen i Folketinget var forhandlet på plads.

»Det, jeg vil sige om den sag, er, at jeg havde en forståelse med alle rektorer og alle bestyrelsesformænd for universiteterne; vi mødtes og så hinanden i øjnene og var enige om en aftale. Ingen gav da udtryk for, at de mente noget andet,« siger Sofie Carsten Nielsen.

Hun siger, at hun også i fremtiden vil »forvente af universiteterne, at et håndslag er et håndslag.«

dennis.christiansen@adm.ku.dk

Seneste