Universitetsavisen
Nørregade 10
1165 København K
Tlf: 21 17 95 65 (man-fre kl. 9-15)
E-mail: uni-avis@adm.ku.dk
—
Politik
KVALITETSREFORM - Uddannelsesminister Sofie Carsten Nielsen forventes mandag den 28. april at løfte lidt af sløret for, hvordan regeringen vil bruge Kvalitetsudvalgets første anbefalinger.
Mandag den 28. april bliver der travlt i receptionen på Hotel Koldingfjord.
Mere end 100 topfolk fra Danmarks videregående uddannelsesmiljø tjekker på invitation fra uddannelses- og forskningsminister Sofie Carsten Nielsen ind for at diskutere kvaliteten i uddannelserne på Uddannelsesmødet 2014.
Lige i forlængelse af regeringens kvalitetsudvalg er overskriften for mødet ”Kvalitet, relevans og sammenhæng i de videregående uddannelser”.
Første punkt i programmet er formand for kvalitetsudvalget Jørgen Søndergaard, der præsenterer udvalgets første anbefalinger til de strukturelle rammer for de videregående uddannelser. Det er i år tredje gang, at uddannelsessektoren inviteres til uddannelsesmøde.
Fra KU er blandt andet rektor Ralf Hemmingsen med på topmødet, hvor det forventes, at ministeren vil løfte mere af sløret for, hvad regeringen har tænkt sig at tage til sig fra den første runde anbefalinger fra Kvalitetsudvalget.
Foruden drinks på terrassen og middag med underholdning skal deltagerne på mødet bruge hele mandag samt tirsdag morgen på at debattere tre spørgsmål, skriver ministeriet i en pressemeddelelse:
• Hvordan styrkes kvaliteten og relevansen af de videregående uddannelser?
• Hvordan styrkes undervisningskvaliteten?
• Og hvordan kan det digitale studierum være med til at styrke kvaliteten af uddannelserne?
Til at vende, dreje og debattere uddannelserne forud for de fremtidige reformtiltag på området er en række repræsentanter med fingrene i det uddannelsespolitiske spil inviteret til Kolding. Som der står i ministeriets egen pressemeddelelse forud for mødet:
”Sofie Carsten Nielsen har både inviteret studerende, rektorer, samarbejdspartnere og repræsentanter for offentlige og private arbejdspladser, der er de studerendes fremtidige arbejdsgivere.”
Uniavisen har på den baggrund taget redaktionens kugleramme og deltagerlisten fra ministeriets hjemmeside frem, og vi giver her et hurtigt overblik over, hvilke fagpersoner ministeren har inviteret for at få input til reformarbejdet. Optællingen af deltagernes baggrund er gjort med udgangspunkt i ministeriets egen deltagerliste, og den medtager ikke fagpersoner, der falder uden for de største grupperinger.
• Rektorerne – fra uddannelsesinstitutionerne: 32 stk.
• Direktørerne – fra offentlige og private arbejdsgivere, faglige organisationer, uddannelsessektoren, tænketanke, ministerier, etc.: 17 stk.
• Bestyrelsesformændene – fra uddannelsesinstitutionerne: 13 stk.
• De studerende – fra uddannelser og studenterorganisationer: 9 stk.
• Professorerne, lektorerne, underviserne – fra de videregående uddannelser: 7 stk.
Se selv hele deltagerlisten og det fulde program her.
uni-avis@adm.ku.dk