Universitetsavisen
Nørregade 10
1165 København K
Tlf: 21 17 95 65 (man-fre kl. 9-15)
E-mail: uni-avis@adm.ku.dk
—
Kultur
ROMAN - Ph.d.-stipendier, politisering af forskningsmidler og analsex. Få en smagsprøve på Jørgen Olsens krimi her.
I dette uddrag møder vi universitetslektoren Paul Bruhn til et møde, hvor universitetets forskningsudvalg skal uddele ph.d-stipendier.
Udvalget er tilbage efter frokost. Formandinden indpisker holdet af fordøjende lektorer og professorer. Langsomt kommer der igen skred i arbejdet. Bedømmelser bliver oplæst, scorer bliver afgivet, og indimellem går debatten højt, når andre end forbehandlerne melder sig på banen. Pludselig skærpes Paul Bruhns interesse. Et projekt om pornografiens skadelige virkninger på de unge giver anledning til, at mave-tarmprofessoren giver et foredrag om konsekvenserne ved analsex for unge piger, når det praktiseres ofte.
At gi’ eller ta’ den i røven!
Paul Bruhn elsker analsex. Han tager for givet, at analsex selvfølgelig føles dejligt og ophidsende for de unge piger. Han giver ansøgningen et diskvalificerende femtal.
En lang dag er ved at være til ende. Formandinden gennemgår den endelige liste af ansøgere, som vil blive tilbudt et stipendium. På et stort whiteboard har hun opskrevet ansøgernavne, vejledertilhørsforhold og laboratorieadresse. I slutspurten tages hensyn til hospitalernes placering. Får nogle hospitaler for mange stipendier? Paul Bruhn kender denne afsluttende politisering til hudløshed fra tidligere møder. Det er en balancegang, som Else må lede. Klinikerne er hovedsageligt fra Riget, og i denne afsluttende runde rykker de sammen. Medicineren, nefrologen og gastrokirurgen holder partidisciplin, de stemmer ens og sørger dermed for, at Riget igen er det hospital, der tager flest stipendier hjem. Else halser bagefter, har lidt problemer med den geografiske fordeling af stipendierne, men skærer til sidst igennem. At Riget får flest stipendier, er der ikke noget at gøre ved. Med det udsagn lukker hun mødet. En blanding af tilfredshed og udmattelse præger udvalgets medlemmer. De er fælles om følelsen af at have gjort et godt stykke arbejde. De har omhyggeligt gennemtrawlet utallige sider med beskrivelser af forskningsprojekter og ansøgermeritter for til sidst at ophøje ni personer som vindere. De kan roligt overfor omverdenen sige, at det er gået retfærdigt til. Nu trænger de til at falde ned, til at blive almindelige mennesker igen, og det sker efter hvert uddelingsmøde med en middag på en restaurant, som det er formandens privilegium at vælge.