Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Uddannelse

Udlandsstipendiet rækker ikke langt i New York

UDLANDSSTIPENDIUM - For Helga Just Christoffersen er udlandsstipendiet langt fra nok til at betale de 31.500 dollars om året, hendes uddannelse på Bard College i New York koster

En uddannelse i USA er en drøm for mange. En dyr drøm.

Det kan 26-årige Helga Just Christoffersen skrive under på. I august i år skiftede hun bachelorstudiet i kunsthistorie på Københavns Universitet ud med en toårig masteruddannelse i kuratoriske studier på det prestigefyldte Bard College i New York.

Det var samtidig et skift fra gratis dansk uddannelse til et privat betalings-universitet, med en årlig studieaf-gift på 31.500 dollars – godt 155.000 kr.

»Jeg havde den holdning, at hvis det var den uddannelse jeg ville have, så var det den, jeg skulle gå efter. Også selv om det var dyrt,« fortæller Helga Just Christoffersen via en ustabil Skype-forbindelse.

Umuligt i Danmark
Allerede tidligt i sit studie på KU begyndte Helga Just Christoffersen at overveje en udenlandsk kandidatgrad med fokus på samtidskunst.

»Jeg ønskede en uddannelse, der var mere samtidig og praktisk. Jeg har altid haft en stor interesse for hvad der sker uden for universitetet,« siger Helga Just Christoffersen.

I 2008 søgte hun optagelse – og kom ind – på Bard College. Hun udskød dog starten et år, for at få nok tid til at skrabe de mange penge sammen.

Pengeproblemer
For selv om Helga Just Christoffersen fik tildelt udlandsstipendiet og kan tage 41.000 kr. med til USA om året, skal der mere til for at få livet i New York til at hænge sammen.

»Jeg har søgt et utal af legater. Det hårdeste er, at jeg ikke har alle pengene for at betale for hele min uddannelse.«

»Det er dyrt at leve i New York, og jeg har ikke tilladelse til at arbejde her. Så man kan godt lægge det dobbelte oven i,« fortæller hun.

Skrappe krav
Bard College anses for et at de bedste universiteter i verden inden for studiet af samtidskunst. Hvert år modtager Helga Just Christoffersens studium 250 ansøg-ninger. 14 bliver optaget.

»Du kan slet ikke sammenligne med noget hjemme i Danmark. I USA er det meget mere konkurrencepræget. Vil du ind på en god uddannelse, skal du gøre det godt og arbejde rigtig hårdt. Der bliver bare krævet meget mere af dig her,« fortæller Helga Just Christoffersen.

Den bedste uddannelse
Men med de hårde krav følger også privilegier.

»Der er alle de faciliteter, man kan tænke sig. Et fantastisk bibliotek, gratis kopier og alle former for udstyr,« fortæller Helga Just Christoffersen, der sammen med resten af de studerende netop er vendt hjem fra en uges studietur i Istanbul betalt af en rig amerikansk kunstsamler.

»Flere gange om ugen hentes folk fra hele verden til skolen for at have dialoger med os. Der er enormt meget energi på stedet, og der lægges et kæmpe arbejde i at give os den bedst mulige uddannelse.«

Så selv om det er hårdt – både fagligt og økonomisk – at tage turen over Atlanten, vil Helga Just Christoffersen kun anbefale andre at gøre det.

»Når man hører beløbet på 31.500 dollars tænker mange nok, at det er for meget. Men man skal ikke afvise det. Det er meget arbejde, men det kan sagtens lade sig gøre.«

Seneste