Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Politik

Udlicitering endte med stress og depression

UDLICITERING - Heidi Sommerlund elskede sit arbejde som rengøringsassistent på Panum, indtil oprengøringsselskabet Alliance+ overtog opgaven. Det betød mere arbejde og hyppige kvalitetskontroller.

»Jeg har altid arbejdet og været i fuld gang, men nu kan jeg ingenting,« siger Heidi Sommerlund og nipper forsigtig til sin kaffe.

Hun har gjort rent i Panum-bygningen siden 1990, men i 2011 overtog firmaet Alliance+ opgaven, og hun og de andre rengøringsassistenter fik dermed en ny arbejdsgiver.

Overgangen fra at være ansat på fakultetet til det private rengøringsselskab blev starten på en lang nedtur for den 50-årige rengøringsassistent, der har været sygemeldt med en svær grad af stress og en begyndende depression siden august 2012.

Heidi Sommerlund forklarer, at hun straks fik udvidet det område, som hun skulle gøre rent hver dag, og en del af hvad de før havde været to om, blev hun alene om at klare.

Hun fik en stor læsesal, fire trappeafsnit og tilhørende toiletter oveni, og hvad der før blev betragtet som hovedrengøring, som brugerne skulle bestille, blev pludselig også en del af de daglige pligter.

»Jeg var aldrig tilfreds, når jeg gik hjem, fordi jeg ikke kunne nå det hele. Jeg måtte nøjes med at tørre over, fjerne skrald, lukke øjnene og forsøge at lade som ingenting, men det hobede sig op, og jeg kom længere og længere bagud, så jeg begyndte at føle mig utilstrækkelig,« siger Heidi Sommerlund.

Kigget over skulderen

Hun forsøgte at forklare sin områdeleder, at det var fysisk umuligt at nå arbejdet, men det endte med, at hun fik en mundtlig advarsel.

»De begyndte at kontrollere mit arbejde hele tiden, og jeg følte, at jeg blev kigget over skulderen. Det var meget ubehageligt,« siger hun.

En dag efter sommerferien blev hun kaldt ind på områdelederens kontor og blev bedt om at skrive under på, at hun havde modtaget en skriftlig advarsel, hvilket betyder, at man står til at blive afskediget.

Hun var lamslået, da hun altid havde bestået, når de eksterne kontrollanter kom på uanmeldt besøg.

»Jeg vidste jo godt, at de havde været efter mig et stykke tid, men jeg blev alligevel rigtig ked af det, da jeg stod med advarslen i hånden. Jeg tænkte, at jeg ville tage kampen op, men efter en uge kunne jeg ikke mere. Jeg arbejdede som en robot og var ved at bryde sammen,« siger hun.

Uudholdelig venten

Det endte med, at hun blev sygemeldt den 24. august sidste år, og den 29. december, altså to dage før nytårsaften, dumpede hendes opsigelse så ind af brevsprækken.

Alle 26 ansatte var blevet afskediget, fordi fakultetet havde opsagt kontrakten med Alliance+.

Heidi Sommerlund forklarer, at det føles uudholdeligt ikke at vide, hvad der skal ske.

Hendes største ønske er, at alt blev som før udliciteringen, også selvom hun føler, at ledelsen på Sund har »skaltet og valtet« med hende og de øvrige rengøringsassistenter efter forgodtbefindende.

Hun er så heldig, at Alliance+ skal tilbyde hende et andet arbejde, men lige nu kan hun slet ikke overskue fremtiden.

clba@adm.ku.dk

Seneste