Universitetsavisen
Nørregade 10
1165 København K
Tlf: 21 17 95 65 (man-fre kl. 9-15)
E-mail: uni-avis@adm.ku.dk
—
Campus
IT – KU er gået i gang med at samle input til nyt læringssystem. Næste Absalon kan blive alt fra hjemmestrikket it til en stor, færdig pakke. Eller måske satser KU på Googles sky.
KU skal have ny it-platform til uddannelse og læring. Det nuværende ti år gamle system – Absalon – er bygget på det norske program It’s Learning, men der er intet til hinder for, at næste generation af Absalon bliver en helt anden type system.
»Absalon er bare skallen,« siger Asbjørn Jessen, som leder af Uddannelses-it, på Københavns Universitet. »Indholdet kan ændres, og vi har flere muligheder, så første opgave er at vælge retning. Det skulle gerne være på plads inden sommerferien.«
Groft sagt er der fire muligheder i spil, siger Asbjørn Jessen:
KU kan vælge at sætte en ny stor software-suite som den nuværende i udbud. Det har man gjort på Aarhus Universitet og Syddansk Universitet.
Eller man kan bruge et open source-baseret system, sådan som Copenhagen Business School og Roskilde Universitet har valgt. Det sidste kræver mere udvikling, men vil spare KU for en lang udbudsrunde. Open Source er også et mere fleksibelt valg, fordi man ikke skal definere alle krav til systemet på forhånd.
Google er en tredje mulighed. »Google har lanceret Google Education, og det er interessant at se nogle af de store spillere komme ind på markedet for lærings-it. Det synes vi, at vi skal forholde os til,« siger Asbjørn Jessen.
Endelig kan KU vælge at udnytte og tilpasse de systemer, man allerede har på intranettet KUnet.dk og sammensætte et læringssystem ud fra KUnet-komponenter.
Et nyt Absalon vil være opfyldelsen af mange brugeres ønske; Asbjørn Jessen kender alt til kritik af det nuværende system.
LINK: Derfor fejler Absalon ifølge studerende og it-boss.
»Ork, ja, der er mange, der hader Absalon for nu at sige det ligeud,« siger Jessen. »Men vores trivsels- og tilfredshedsmålinger viser samtidig en forbavsende og stigende tilfredshed med systemet. Jeg tror, den store majoritet er ganske tilfreds, men hvis man har meninger om it i undervisning, er man ofte mere kritisk.«
Uddannelses-it har lagt en webformulat på KUnet om Absalon ud til medarbejdere (primært videnskabeligt ansatte) og studerende for at få et overblik over brugernes ønsker og behov.
Men Asbjørn Jessen forklarer, at hans afdeling også trækker på andre input, ikke mindst pædagogisk og didaktisk viden fra et igangværende online- og blended learning-projekt på KU.
Blended learning er kombinationen af ansigt til ansigt-undervisning og it-støttet læring .
chz@adm.ku.dk