Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Andet

Er du Uniavisens nye studenterreporter?

Jobopslag — Hvis du har ideerne og er god til at skrive, så skulle du tage og søge stillingen som Uniavisens næste studenterjournalist.

Uniavisen på Københavns Universitet søger en studerende til ansættelse fra februar 2023 til artikelskrivning, research og administrativt arbejde. Arbejdstiden er 10-15 timer om ugen, og der er tale om midlertidig ansættelse i et år.

Vi sætter en ære i at være en god arbejdsplads for studerende, og tidligere studenterjournalister har været med til at skrive historier, der har sat en dagsorden og fået bred opmærksomhed.

Om os

Uniavisen driver medierne uniavisen.dk og det trykte magasin Uniavisen. Vi er redaktionelt uafhængige af ledelsen på Københavns Universitet, og vores medier redigeres efter journalistiske nyhedskriterier. Redaktionen består af uddannede journalister – en chefredaktør, en redaktionschef, tre journalister, en oversætter og to studenterjournalister. Redaktionen holder til centralt i København.

Arbejdsopgaver

Du skal stå for udførelse af administrativt arbejde på redaktionen samt research og skrivning af artikler under supervision. Arbejdsopgaverne inkluderer:

·        Research forud for produktion af artikler

·        At skrive artikler til uniavisen.dk med sparring fra redaktionen

·        Opdatering af Uniavisens sociale medier, fortrinsvis Instagram

·        At opdyrke et kildenetværk blandt studerende

·        Upload af artikler til CMS-systemet

Dine kompetencer

Det er en forudsætning for ansættelse, at du er indskrevet som studerende ved en videregående uddannelse.

Du skal være god til at skrive og komme med ideer fra dit netværk på uni. Vi bruger meget tid på at lære fra os, mens du er her. Til gengæld skal du have mod på at lære om journalistiske arbejdsprocesser og på at gribe telefonen og kontakte fremmede mennesker. Hvis du har erfaring med at fotografere, er det en klar fordel. Du skal have lyst til at være en del af vores indsats på sociale medier, især Instagram. Du skal være en ørn til dansk og have perfekt tegnsætning. Alt arbejde vil ske under supervision af redaktionen.

Endelig skal du have lyst til at være en del af en mindre arbejdsplads, hvor vi samarbejder på kryds og tværs om idéudvikling, artikler og om at hente mælk til kaffen og ønsker hinanden god weekend om fredagen.

Ansættelsesforhold

Ansættelse og aflønning sker som studerende i henhold til Fællesoverenskomsten mellem Finansministeriet og Offentligt Ansattes Organisationer – Det Statslige Område (OAO-fællesoverenskomsten) samt Organisationsaftale for Kontorfunktionærer, laboranter og It-medarbejdere (HK) § 35. Du vil blive lønindplaceret på baggrund af tidligere ansættelser.

Spørgsmål til stillingen kan rettes til redaktionschef Gry Gaihede på gry.gaihede@uniavisen.dk eller tlf. 21 17 95 65. Du kan læse mere om os på uniavisen.dk.

Send os en original ansøgning og fortæl os, hvorfor vi skal ansætte dig. Vedhæft cv, karakterudskrift og dokumentation for indskrivning på en videregående uddannelse, så vi har det senest den 14. december 2022. Send os også en tekst, du er stolt af at have skrevet. Ansættelsessamtaler finder sted i uge 51.

Vi ønsker at afspejle det omgivende samfund og opfordrer alle uanset personlig baggrund til at søge stillingen.

Ansøgninger skal sendes til Vicki Therkildsen på vicki.therkildsen@uniavisen.dk

Seneste