Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Campus

Uniavisens STORE påskeguide - god ferie!

DO IT – Som ethvert andet medium med respekt for sig selv, går vi ud fra, at vores læsere ikke er i stand til at planlægge et meningsfuldt påskeferieprogram selv. Så her er vores velmenende forslag til de kommende fridages aktiviteter.

1: Skrid. Søg solen

Det er forår, men det er vinter. Det har det været så længe Uniavisen kan huske, og det ændrer påsken vist ikke det store ved. Derfor. Rejs til solen (inspiration: Kuala Lumpur 25 grader, Buenos Aires 22 grader, Dar Es Salaam 24 grader, Gran Kanulje 22 grader). Det bliver sikkert dyrt, men de fleste af jer er jo forgældede alligevel. Så tænk strand, shorts og sol, sol, sol! Og jo, backpacking er sikkert den coole løsning, men ellers kan et inistagram-foto, hvor du a) læser Foucault ved poolen eller b) ironiserer over chartersegmentet indefra, altså redde meget.

2: Indtag Berlin (igen)

Det er heller ikke for alvor forår i Tyskland, men Berlin er immer hot. Så gør ligesom alle, well, os andre og tag bussen til din gamle Erasmus-by. Det er ligesom at gå ud på BAR i Kronborggade bare federe, fordi det er i udlandet. Og så kan man sige ting som, ’Kreuzköln er bare blevet så gentrificeret’, ’det var mit stamsted, da jeg boede her’ og ’næste gang skal vi måske hænge mere ud i Wedding’ (Kommer aldrig til at ske. Heller ikke selv om det er træls at møde onkel og tante i Prenzlauer Berg). Vi ses søndag i Mauerpark.

3: Æd. Drik

Fordelen ved at blive i Danmark? Påskefrokosterne. Tag hjem til fødebyen, dyrk otte-timers-seancen med den pukkelryggede, påskebryggene og akvavitten og tril/slinger så ned til gymnasievennerne på jeres gymansieværtshus, hvor I ikke har været siden jul. Har du dårlige forældre, eller orker du ikke provinsen, så har AOK forslag til gode påskefrokoster i hovedstaden.

4: Læs op. Men ikke på alle KU’s biblioteker

Du vil hurtigt igennem studierne, så du kan blive en produktiv samfundsborger. Super. Men hvis du bliver i København for at læse op, forud og så videre, så vær opmærksom på at det langt fra er alle KU’s biblioteker, der har åbent i påsken. Den Sorte Diamant og Kubis på KUA har således lukket fra Skærtorsdag til og med 2. påskedag, mens Det Natur- og Sundhedsvidenskabelige Fakultetsbibliotek kun har åbent lørdag. Vil du knokle igennem, så skal du satse på Det Samfundsvidenskabelige Fakultetsbibliotek, der har åbent alle dage. For mere information, se her.

5: Gå på Studenterhuset

Vi siger ikke, at Studenterhuset ikke er gudsfrygtigt. Vi konstaterer bare, at påsken ikke har den store betydning for dets program. Altså er der i helligdagene stadig mulighed for at nyde billig øl og kaffe, møde udenlandske studerende, høre spændende bands og danse salsa.

6: Kulturel oprustning I

Der har ikke været overskud til det i semestret, men nu er tiden inde til de kulturelle indspark. For alternativer til Statens Museum for Kunst og Louisiana så tjek hjemmesiden kunsten.nu, der viser vej til gode udstillinger i København og omegn.

7: Kulturel oprustning II

Er du mere auditivt orienteret, så byder påsken også på spændende arrangementer i lyd- og musikmiljøet. SNYK, som er genreorganisationen for ny kompositionsmusik og anden eksperimenterende musik, guider dig her til musikeksperimenter ud over det sædvanelige.

8: Nak børnenes æg i Frederiksberg Have

Frederiksberg Have inviterer lørdag den 23. marts klokken 10-15 børn og voksne på en alternativ skattejagt, hvor det det gælder om at finde påskeæg i den gamle have. Da du som uni-studerende højst sandsynligt både er klogere og hurtigere end den gængse pædagogiske børnefamilie, skulle der være gode chancer for at vinde (det gælder ALLE konkurrencer om. Der er krise)

9: Nyd mediedækningen af korsfæstelser

Det er en tradition. Hvert år dækker særligt Ekstra Bladets hjemmeside med aldrig svigtende begejstring den årlige ceremoni i San Fernando City, hvor filipinske kristne mindes Jesu korsfæstelse ved selv at lade sig korsfæste. Religiøs fanatisme og selvdestruktivitet: Good stuff. Vi gætter på et fyldigt billedarkiv, der hedder noget med ’ekstrem påske’.

10: Kig på ejerbolig

Alle gør det jo. Det er en påsketradition. Og face it, du bliver ikke yngre. Desuden er markedet vist godt eller i hvert fald ok, sagde ham mægleren.

Uniavisen siger hej for nu og går på ferie. Vi er tilbage tirsdag den 2. april. Rigtig god påske!

Nicklas.lund@adm.ku.dk

Seneste