Universitetsavisen
Nørregade 10
1165 København K
Tlf: 21 17 95 65 (man-fre kl. 9-15)
E-mail: uni-avis@adm.ku.dk
—
Debat
Under univalget udsendte en studenterorganisation opfordring fra rektor til at stemme. Det møder kritik fra en organisation.
I forbindelse univalget postede Studenterrådet en Facebookvideo af rektor Henrik Wegener og prorektor Bente Stallknecht, der opfordrede studerende til at deltage i valget og afgive deres stemmer. Videoen blev postet i sidste uge som led i valgkampen op til univalget og var ledsaget af et link til den digitale stemmeurne e-vote.dk. Linket var opsat på en sådan måde, at de studerende, der fulgte det, blev sendt igennem Studenterrådets egen hjemmeside først, før de nåede e-vote.dk. Videoen var alene fremsendt til Studenterrådet og ikke de øvrige studenterpolitiske foreninger, der også var opstillet til univalget – og i øvrigt forsøgte at føre valgkamp på lige fod med Studenterrådets kandidater.
Ved kun at formidle videoen til én studenterpolitisk forening, kom Rektor og Prorektor til åbenlyst at vælge side og samtidig forstyrre den demokratiske proces.
Cecilie Barrett, næstformand, Konservative Studerende
Ved kun at formidle videoen til én studenterpolitisk forening, kom rektor og prorektor til åbenlyst at vælge side og samtidig forstyrre den demokratiske proces. Selvom videoens budskab er helt legitimt, er det alligevel utilfredsstillende, at der så utilsløret gøres forskel på universitetets studenterpolitiske foreninger. Konservative Studerende rettede derfor henvendelse til rektorsekretariatet for at udtrykke frustrationen. I et mailsvar fik vi at vide, at rektorsekretariatet gerne ville anmode Studenterrådet om at sende en kopi af videoen, som vi så selv kunne poste på vores kanaler. Den har vi ikke modtaget.
Det er et problem for studenterdemokratiet, at rektor og prorektor udsender budskaber i forbindelse med univalget, gennem én udvalgt studenterpolitisk organisation. Det er bekymrende, at rektoratet ikke selv formidler videoen til alle foreninger på lige vilkår. Og det er dybt utilfredsstillende, at rektorsekretariatet, selv efter at være gjort opmærksom på problemet, ikke erkender det eller reelt forsøger at afhjælpe det.
Det efterlader tvivl om, hvem rektoratet heppede på under univalget – og det er ærgerligt og ødelæggende for studenterdemokratiet. Rektoratet skal udsende budskaber gennem egne officielle kanaler eller gennem alle studenterpolitiske foreninger på lige fod.