Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Politik

Universiteter vil have opført studenterby

NYHEDSOVERBLIK MANDAG - Universiteter vil have opført studenterby - Danske studerende elsker (stadig) deres sabbatår - Viden fosser ud i virksomhederne - RUC og DTU samarbejder med israelske bosættelser.

Universiteter vil have opført studenterby

En ny studenterby på Amager med 5.000 boliger kan være løsningen på de store problemer med at skaffe boliger til udenlandske studerende. Københavns Universitet (KU) efterlyser også flere boliger til udenlandske studerende, som optages i stigende antal, og har derfor indledt et samarbejde med Copenhagen Business School (CBS) og IT-Universitetet for at få opført den nye studenterby på Amager. Den kan blive opført med Paris’ studenterby Cité Internationale Universitaire som forbillede, skriver Berlingske.

Danske studerende elsker (stadig) deres sabbatår

Danske studerende fortsætter bare med at være glade for at holde sabbatår, trods alle regeringers og erhvervslivets forsøg på at piske de studerende hurtigere gennem uddannelserne, skriver Politiken. Forbrugerøkonom Ann Lehman Erichsen i Nordea er ‘chokeret over’, at de unge bliver ved med at holde sabbatår. Således siger to ud af tre studerende mellem 18 og 29 år ifølge en Gallup-undersøgelse foretaget for Nordea, at de allerede har taget eller planlægger at tage et sabbatår.

Viden fosser ud i virksomhederne

Jyllands-Posten skriver om tre aktuelle eksempler på, at forskere i Aarhus deler deres akademiske viden med private virksomheder. Eksemplerne skulle være en del af en trend, hvor et stigende antal forskere overfører deres viden til virksomheder.

Danske universiteter samarbejder med israelske bosættelser

Selv om Danmarks officielle holdning er, at bosættelser på Vestbredden er ulovlige, har to danske universiteter, DTU og RUC, alligevel samarbejdet med israelske forskningsinstitutioner i årevis. DTU har nu opsagt samarbejdet, mens RUC, modsat DTU, ikke mener at have et problem, selv om RUC samarbejder med kosmetikproducenten Ahava, der producerer i en bosættelse. Det skriver Berlingske.

Seneste