Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Politik

Universiteter vildleder om beskæftigelsesmuligheder

NYHEDSOVERBLIK ONSDAG - Universiteter vildleder om beskæftigelsesmuligheder - Forskerne sidder fast i deres elfenbenstårn - Sociale swingdansere fester løs i Studenterhuset - Flere end hver anden mangler D-vitaminer - Både for lidt og for meget D-vitamin kan være usundt.

Universiteter vildleder om beskæftigelsesmuligheder

Studerende kan have svært ved at få korrekt information om jobmulighederne efter deres studier. Djøf udsendte for eksempel i februar en opgørelse, der viste, at dimittendledigheden på samfunds- og forvaltningsuddannelserne var helt oppe på 44,2 procent, men Troels Østergaard, dekan for Det Samfundsvidenskabelige Fakultet på Københavns Universitet (KU), mener ikke, at Djøfs tal er repræsentative for KU’s kandidater. Heller ikke på Statskundskab på Aarhus Universitet mener man at have store problemer med ledigheden. Alle universiteter, undtagen Aalborg Universitet, oplyser om beskæftigelsesmuligheder på deres hjemmesider. DR, P1 Orientering, kl. 16:10, tirsdag 29. maj 2012.

Forskerne sidder fast i deres elfenbenstårn

Hvad har de lange rækker af universitetsreformer, som blev skudt i gang af Helge Sander under mottoet ‘fra tanke til faktura’, betydet for universitetsforskningen? Det har en ph.d.-afhandling forsøgt at finde svaret på, skriver Information. Paradoksalt nok lader det til, at de forskere, der har klaret sig bedst, er de forskere, der har holdt fast i deres nørdede interesser à la forskning i kalkkrystaller.

Sociale swingdansere fester løs i Studenterhuset

Hver tirsdag aften bliver der bouncet i Studenterhuset ved siden af Rundetårn, når horder af opstemte fritidsdansere mødes på det sociale dansegulv, fortæller Politiken i en swingende dansefestreportage.

Flere end hver anden mangler D-vitaminer

Over halvdelen af danskerne har underskud af det livsvigtige D-vitamin, viser forskning udført af ph.d.-studerende Darshana Durup, KU. Det skriver MetroXpress. Mangel på D-vitamin medfører øget risiko for at dø for tidligt, og manglen rammer danskerne bredt, nemlig lige hyppigt hos mænd som kvinder og børn fordelt på alle aldre.

Både for lidt og for meget D-vitamin kan være usundt

Det er ikke kun manglen på D-vitamin, der kan være usundt. Man kan også få for meget af det, og det er også usundt, peger forskning af ph.d.-studerende Darshana Durup fra Institut for Lægemiddeldesign og Farmakologi på. Både et for højt og et for lavt niveau af D-vitamin kan føre til øget dødelighed. Resultatet er blevet publiceret i Journal og Clinical Endocrinology and Metabolism. EurekAlert!, 29. maj 2012.

Seneste