Universitetsavisen
Nørregade 10
1165 København K
Tlf: 21 17 95 65 (man-fre kl. 9-15)
E-mail: uni-avis@adm.ku.dk
—
Campus
BØRNEPASNING - Her kommer et godt argument for at blæse på fremdriftsreformen og få sig en unge: Studenterrådets Integrerede Institution.
Pædagogen Lotti ælter en treårig pizzadej ved navn Asta. Hun tager sig god tid, og der skal både tomat, peperoni og ost på. I en cirkel på gulvet venter fem andre pizzadeje. De hæver stadig, men bagefter står de for tur til at blive håndteret af de erfarne hænder. Der rulles, nappes og grines.
Uniavisen er på besøg hos universitetets børneinstitution på Østerbro. Fotografen er populær, og en gruppe børnehavebørn fiser frem og tilbage med forskelligt legetøj, som de synes fortjener kameraets forevigelse: Tag lige et billede af Lynet McQueen; og af den her pony; se mig, jeg er Darth Vader.
På Rødbedestuen bakser Alexander med en enorm pilatesbold. En tatoveret pædagogmedhjælper med movember-overskæg giver børnene et nap med at konstruere en tumlebane af elementer i kraftigt skum.
Der er foretagsomme børn alle vegne i den lavloftede labyrintiske bygning, men stemningen er påfaldende rolig. Mens pædagogen James er optaget af at fortælle Uniavisen om institutionens flytteplaner, får han øje på lille Elli, der står og ser lidt sprød ud. Hun kommer op på armen og bliver strøget over håret, mens James genoptager sin fortælling.
Universitetets børnepasningstilbud har haft en omtumlet tilværelse de seneste år. I dag er børnehuset midlertidigt beliggende ved Østre Gasværk, men til marts flytter pædagoger og børn til Jagtvej 68 på Nørrebro, og her skal de blive.
»Vi glæder os helt enormt,« siger James. Og man forstår hans lettelse. En overgang var Studenterrådets Vuggestue lukningstruet, men forældre, pædagoger og universitet har i fællesskab fået vendt skuden.
»Vi har kørt kollektiv ledelse siden halvfjerdserne, og det gør vi stadig. På den måde er vi ikke rigtig fulgt med tiden … vi har heller ingen sukkerpolitik.« – Pædagog James Titley
I dag er den private institution tværtimod udvidet til også at omfatte børnehavebørn. Og der bliver et antal akutpladser til internationale ansatte og gæstestuderende. Og det er nyt, at også KU-ansatte har fortrinsret til pasning.
Det hele ender med et nyt børnehus med to børnehavegrupper a 20 børn og tre voksne. Og så er der Rødderne, Radiserne og Rabarberne – vuggestuegrupperne med 11-12 børn og fire voksne. Så normeringen er god her, fortæller James.
Og det er ikke kun barn-voksen ratioen, der er bedre end de fleste steder, også kønsbalancen er attraktiv. Der er næsten ligelig fordeling mellem kønnene, og det er noget, man tilstræber, fortæller James.
Også på andre måder adskiller universitetets børnehus sig fra andre institutioner:
»Vi har kørt kollektiv ledelse siden halvfjerdserne, og det gør vi stadig. På den måde er vi ikke rigtig fulgt med tiden … vi har heller ingen sukkerpolitik,« siger James og ser fræk ud.
I det hele taget føler pædagogerne ikke behov for ret mange politikker:
»Der var en forælder, der sagde, at vi strukturerer hverdagen omkring det enkelte barn, og det passer. Vi voksne holder ikke pause midt på dagen. Det er ellers et strukturerende princip i mange vuggestuer, at børnene skal sove til en bestemt tid. Hos os sover man, når man er træt, og spiser, når man er sulten.«
Man skulle tro, at de senere års usikkerhed og striben af flytninger havde betydet både medarbejder- og forældreflugt. Men nej, folk har hængt i, fortæller James, og der er forældre, der pendler fra Amager for at beholde deres børn i institutionen.
Og de ansatte er trofaste. James har været ansat i 8 år og er en af de nyeste:
»Stedet her er meget svært at komme væk fra, for her er rart at være, og man vænner sig til at have en masse medbestemmelse på sit arbejde.«
Også forældrene har indflydelse på hverdagen i børnehuset, siger James:
»Vi har et godt samarbejde. Vi lægger ikke lukkedage i eksamensperioder, og vi tilbyder en meget stor fleksibilitet, der passer til de studerendes hverdag, så de ikke skal planlægge deres liv rundt om institutionen. Der er altid kaffe på kanden, vi vil altid gerne snakke, og så er de fleste forældre jo i samme båd, så de kan spejle sig i hinanden.«
Der ledige pladser både i vuggestuen og i børnehaven. Studerende og ansatte ved Københavns Universitet har fortrinsret.
gbg@adm.ku.dk