Universitetsavisen
Nørregade 10
1165 København K
Tlf: 21 17 95 65 (man-fre kl. 9-15)
E-mail: uni-avis@adm.ku.dk
—
Debat
Klumme — Vores organizeruddannelse er åben for alle, og den er til dig, der kan se et problem og vil have redskaberne til at fikse det.
Forårets nedlukning og den spæde start på efterårssemesteret har udstillet de problemer, vi har med studenterdemokratiet på Københavns Universitet. Vi studerende har været mere stressede og ensomme end nogensinde. Samtidig er vi blevet inddraget mindre de steder, hvor det virkelig gælder, end vi plejer.
DEBAT
Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens egen holdning.
Vi opfordrer alle til at læse debatindlæg til ende, før de kommenterer dem på Facebook, så vi kun får konstruktive bidrag.
Det er godt, når der er uenighed, men husk at holde en god debattone.
Uniavisen forbeholder sig retten til at slette kommentarer, der overskrider vores debatregler.
Vi er nødt til at stå skulder ved skulder, hvis vi ønsker mere medbestemmelse og et bedre universitet. Det er dét, efteråret i Studenterrådet kommer til at handle om.
Under coronaens rasen lukkede Københavns Universitet ned, og vores undervisning blev online med et trylleslag. Problemet var, at ledelsen ikke involverede de studerende, men førte tryllestaven alene. I al sin handleiver trak den retningslinjer ned over hovedet på os, som betød dårligere undervisning og mistrivsel midt i isolationen.
Mens det stadig er vigtigt at vise samfundssind, er det også på tide at råbe ledelsen op. Som studerende er vi hverdagseksperter i at lære og modtage undervisning på universitetet. Vi er også eksperter i, hvad der skal til, for at studerende trives. Derfor kræver vi reel indflydelse.
Når ledelsen tager beslutninger hen over hovedet på os, glemmer de noget vigtigt. De ser kun livet som studerende udefra. De oplever det ikke på egen krop, som vi gør. Derfor skal vi inddrages, når ledelsen vil ændre vores universitet.
Som Studenterråd kæmper vi for din mulighed for at skabe de forandringer, du brænder for. Lige meget om det er at ændre pensum, demokratisere universitetet, skabe sociale pusterum eller noget helt fjerde. For vi kan gøre vores drømme til virkelighed, hvis vi går sammen og tør bruge vores indflydelse!
For at lykkes med alle de forandringer, du og vores medstuderende drømmer om, skal rammerne være rigtige. Derfor går vi i efteråret sammen med studenterråd fra hele landet om en kampagne for studenterdemokratiet. Det er på høje tid, at danske studerende slår et ekstra slag for reel inddragelse og medindflydelse på universiteterne.
Hvis vi skal lykkes med at skabe forandring, er det ikke nok, at vi står sammen på tværs af Danmark; vi må også stå sammen på tværs af KU. Vi tror på, at vi i fællesskab kan skabe bedre studier, bedre studiemiljøer og et bedre universitet. Derfor har vi skabt et kursusforløb i efteråret, der kan klæde dig på til at organisere for forandring.
Vores organizeruddannelse er åben for alle, og den er til dig, der kan se et problem og vil have redskaberne til at fikse det. Du vil lære at samle opbakning til din sag og overbevise magthavere, der står mellem dig og dit mål. Er du fx frivillig i et fagråd, en anden forening eller har du bare en drøm om at gøre en forskel for andre studerende, er kurset oplagt for dig. Er du nysgerrig, så tjek vores facebookside eller besøg www.srku.dk/organizer.
Som studenterdemokrater drømmer vi om et universitet, hvor vi som studerende ikke er ekstra udsat for stress og ensomhed. Vi vil være aktive medskabere af vores universitet og ikke bare passive brugere. Vi drømmer om et universitet, hvor ledelsen ser os som ligeværdige eksperter og derfor opsøger os i alle beslutninger, der berører os og fremtidige studerende. Vi drømmer om et KU, der er et forgangsuniversitet både inden for trivsel, klima og studenterdemokrati. Vi kan ikke gøre det alene, så kom og vær med!