Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Politik

V og SF: Flertal imod dimensioneringsplan holder

STUDIEPLADSER – To dage før Folketinget skal tage stilling til de kommende års studenteroptag på universiteterne, forsikrer ordførere fra SF og V, at de har flertal bag en plan, som går imod regeringens ønsker.

Onsdag 10. december planlægger et politisk flertal i Folketinget ved en såkaldt forespørgselsdebat at pålægge regeringen at skifte sin dimensioneringsplan ud.

Venstre, Dansk Folkeparti, Socialistisk Folkeparti, Konservative og Alternativet (v/ løsgænger Uffe Elbæk) vil have indført en model, der i højere grad tager hensyn til uddannelsesstedernes ønsker og til regionale forskelle i arbejdsløshed. Til sammen har partierne 90 mandater og dermed flertal til at pålægge regeringen at ændre politik.

Uddannelsesminister Sofie Carsten Nielsen (R) har fredag 5. december haft et møde – en såkaldt teknisk gennemgang – med uddannelsesordførere fra partierne bag det alternative flertal. Her fik hun lejlighed til at argumentere for den dimensioneringsaftale, hun selv har indgået med universitetsrektorerne.

Men ifølge Venstre og SF er den nuværende dimensioneringsaftales dage talte.

Ordførere ikke overbevist om at tilslutte sig nuværende aftale

»Flertallet er fortsat fuldstændig intakt,« siger uddannelsesordfører for Venstre Esben Lunde Larsen.

Han vil ikke nærmere kommentere fredagens møde, herunder om uddannelsesministeren i øjeblikket forsøger at lave en aftale for at forhindre en folketingsbeslutning onsdag 10. december.

»Ministeren må selv svare på, hvad hendes hensigt med mødet var. Men hvis målet var at få os til at tilslutte os hendes plan, kan jeg klart sige, at det ikke lykkedes,« siger Esben Lunde Larsen.

SF’s uddannelsesordfører Annette Vilhelmsen har også været til møde med uddannelsesministeren fredag 5. december. Hun siger, at forespørgselsdebatten »bliver som berammet på onsdag.«

Vil det sige, at flertallet er intakt?

»Ja.«

Uddannelsesminister Sofie Carsten Nielsen oplyser gennem en talsmand, at hun ikke siger noget før efter forespørgselsdebatten onsdag 10. december.

Opdatering tirsdag den 9. december: Af Folketingets ugeplan fremgår, at selve afstemningen om et nyt dimensioneringsforslag først finder sted torsdag den 11. december kl. 10:00. Debatten foregår onsdag den 10., som planlagt, kl. 13:00.

chz@adm.ku.dk

Seneste