Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Campus

Velklædthed på Havnegrillen

BILLEDBLAD - Der var kongeligt besøg, højdramatisk opera og ikke mindst en herlig dunst af pindemadder da Københavns Universitet torsdag aften holdt årsfest i Operaen

Der var så vidt vides ingen unavngivne jetset-kvinder, der solgte coke på toilettet, og den blodige action forblev på scenen da Københavns Universitet holdt årsfest torsdag aften. Gæsterne bestod dekaner, professorer, rektorat etc. med fruer m/k, samt studerende, der øjnede en billig tur i Operaen.

Blandt de indbudte var også hendes majestæt Dronning Margrethe, der var i en tur byen på egen hånd. Og det var lige til at blive royalist af at lytte til Studentersangforeningen – bestående af ulasteligt klædte mænd i deres bedste alder – besynge dronningen på Heibergs ’Hellige Flamme’ så historiens vingesus stod om ørerne på de fremmødte.

Af andre celebre gæster kan nævnes Københavns overborgmester Ritt Bjerregaard, minister for videnskab, teknologi og udvikling, Helge Sander samt undervisningsminister Bertel Haarder.

Blodet flød i Operaen

Efter eftermiddagens årlige højtideligheder og formaliteter i festsalen på Frue Plads i var der bel canto for alle pengene i form af Donizettis opera, Lucia di Lammermoor. En højdramatisk tour de force om Lucia der bliver vanvittig, fordi hun ikke kan få Edgardo, den über-følsomme tenor, som hun elsker på en – tør man sige – temmelig passioneret facon.

Lucia, som naturligvis er flammende rødhåret, bliver i stedet tvunget til at gifte sig med lidt af en stivstikker, der til gengæld gavner hendes manipulerende brors politiske karriere. Og så ruller hovederne.

Marengskjoler og hættetrøjer

Gulvlang galla og en enkelt grå hættetrøje hørte til blandt fortolkningerne af den uskrevne dresscode, der trods alt giver genlyd i baghovedet, når turen går i Operaen. Og der var vitterligt tale om en broget flok. Fra de obligatoriske damer i pastelfarvede marengskjoler i ukuelig taft over de mere kedelige, undskyld sikre ’sort er det nye sort er det nye sort’ til den altid ulasteligt klædte Studentersangsforening, der toppede klassisk kjole og hvidt med et smalt, giftiggrønt skærf og en gylden nål udformet som en g-nøgle.

Blandt aftenens bedst klædte herrer fandtes utvivlsomt professor i international politik, Bertel Heurlin, der med rungende latter erkendte at han da også havde iført sig sit »smukkeste, nyeste og smarteste« tøj – et lyst gråt jakkesæt med pink striber og matchende skjorte. Købt i Italien, but of course. Et modigt og stilsikkert valg, der strålede om kap med Operaens gigantiske spotlys.

Årsfesten afsluttedes med kanapéer, hvidvins-galore og akademisk mingling, der forblev både anstændig og stueren i hvert fald indtil Universitetsavisens udsendte forlod etablissementet.

uni-avis@adm.ku.dk

Seneste