Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Uddannelse

Velkommen i klubben, velkommen tilbage

Studenterkommentar — Studenterrådets velkomst til de nye russer.

VELKOMMEN TIL ET NYT kapitel i livet til alle jer nye studerende, og velkommen til næste side i kapitlet til alle jer, som vender tilbage til Københavns universitet efter sommerferien. Vi er glade for at have jer alle sammen tilbage, og vi er glade for at kunne invitere alle jer nye studerende med ind i det fællesskab, som er KU.

INDE PÅ VORES kontor har vi i foråret været meget optaget af sidste sæson af den norske tv-serie SKAM, der har lært os, at mennesker trenger mennesker: Man er ikke alene med sine problemer, og det er vigtigt at bede om hjælp. Det er gode huskeregler, der også gælder for et universitetsstudie. Hvis du ikke forstår pensumteksterne, så snak med dine venner om dem. Der er en god chance for, at de også synes, noget af stoffet er svært at forstå. Når du beder om hjælp, så giver du dig selv og dine medstuderende en meget bedre chance for at blive dygtige til jeres fag.

NYD AT DU kommer til at være en del af et studiemiljø, hvor du er omgivet af mennesker, som brænder for det samme som dig. Det er den bedste chance, du nok nogensinde får for at gå i dybden med dit fag. Uanset om du brænder for molekylær biomedicin, astrofysik eller stammer på Trobrianderne, så kan du finde nogen, som vil være med til at nørde lige præcis samme emne. Brug dine undervisere, spørg dem, når du ikke forstår, hvad der bliver sagt – og spørg efter mere, hvis du finder et emne, som fanger dig.

 

Vi håber, du vil være en del af vores fællesskab og arbejde for, at vi sammen kan gøre universitetet endnu bedre.
Malou og Marie, Studenterrådet

BRUG DINE MEDSTUDERENDE, lav studiegrupper, læseklubber og hvad I ellers kan finde på for at få de bedste muligheder for at sætte jer ind i alt det nye stof. Det er okay, at det er svært, så gør det nemmere for jer selv og støt hinanden i at komme igennem.

DET TAGER TID at lære at gå på universitetet. Det tog tid for os at lære at læse på den rigtige måde; at tage noter, så det gav mest mening og finde ud af, hvor meget eller hvor lidt der skal overstreges i en tekst. Giv dig tid til at finde en studiemetode, som passer til dig.

HVIS DU HAR SVÆRT ved at finde dig til rette, så snak med din studievejledning, de er der for at hjælpe. Hvis du ser noget, som ikke giver mening, så tag det med til dit fagråd. Der er massevis af studerende, der er kommet før dig, som har kæmpet for, at du skal have et fantastisk studie, og du kan være med til at føre det arbejde videre i dit fagråd, i Studenterrådet.

SOM REPRÆSENTANTER FOR dig og alle dine medstuderende vil vi gerne byde dig velkommen på Københavns universitet. Vi håber, du får nogle gode, hårde, sjove og lærerige år sammen med alle os andre. Vi håber, du vil være en del af vores fællesskab og arbejde for, at vi sammen kan gøre universitetet endnu bedre.

VI GLÆDER OS til at møde jer til fagrådsmødet, på gangene, i fredagsbaren, til forårsfestivalen og mange andre steder. Vi siger det en gang til: Mennesker trenger mennesker, og vi har også brug for dig for at gøre KU til et universitet i verdensklasse.

God fornøjelse og velkommen i klubben!

Seneste