Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Uddannelse

Velkommen til 7.358 nye studerende

OPTAG – Københavns Universitet præsenterer igen i 2012 et rekordstort optag og sætter nye standarder for høje adgangskvotienter.

Igen i år er det Aalborg Universitet, der med et forventet optag på 4.316 studerende har størst fremgang blandt de danske universiteter. Men størstedelen af de 60.537 mennesker, der er blevet optaget på en videregående uddannelse, vil til september starte på Københavns Universitet.

For fjerde år i træk øger universitetet optaget og sætter ny rekord herhjemme. I alt 7.358 studerende kan glæde sig til inden længe at skulle trykke rektor Ralf Hemmingsens hånd til immatrikulationsfest på Frue Plads. KU er således stadig det største og mest populære universitet i Danmark.

LÆS: KU er populært som aldrig før

Danmarks klogeste studium

På listen over de ti uddannelser i Danmark, der i år har krævet de højeste snit, findes hele seks KU-uddannelser: Antropologi, Medicin, Psykologi, Statskundskab og Retorik foruden Molekylær Biomedicin, der med en adgangskvotient på ikke mindre end 11,7 vipper CBS-uddannelsen International Business, som flere gange har indtaget førstepladsen, af pinden.

KU kan dermed bryste sig af på papiret at have Danmarks klogeste studium. Kun 55 af de i alt 351 ansøgninger klarede sig igennem papirbunkerne, og om få uger kan de heldige få starte på den tværfaglige forskeruddannelse Molekylær Biomedicin. Af dem er de 37 kvinder.

Den eneste uddannelse, hvor begge køn ikke er repræsenterede, er Naturvidenskab og it, der i år må nøjes med at byde 18 unge mænd velkommen. Mon ikke de hurtigt finder vej til de humanistiske fredagsbarer, hvor kønsfordelingen ser lidt anderledes ud. I alt er 59,3 % af årets optagne studerende af hunkøn.

De største og mindste fag

Det største fag på KU er Jura, der i år har tilbudt studiepladser til 813 studerende. Til sammenligning optager universitetets næststørste fag, Medicin, 561 studerende. Medicin er ikke desto mindre det mest søgte fag og havde i år 2.598 ansøgere.

På sidstepladsen for mest søgte studier finder man Finsk, der med sit optag på syv studerende alligevel ender med at overgå Tibetologi, som havde flere ansøgere, men indtil videre kun har kunnet sende fire optagelsesbreve ud. Studiet har stadig ledige pladser. Sidste frist for ansøgning om ledige pladser på universitetets uddannelser er den 17. august.

LÆS: Her er der ledige pladser

I 2011 var Nederlandsk det mindste fag på Københavns Universitet med sine blot tre nye studerende. Faget er nu lukket for optag.

uni-avis@adm.ku.dk

Seneste