Universitetsavisen
Nørregade 10
1165 København K
Tlf: 21 17 95 65 (man-fre kl. 9-15)
E-mail: uni-avis@adm.ku.dk
—
Politik
STRUKTURREFORM - Det ville blive vanskeligt at finde et flertal på Christiansborg til at ændre på bacheloruddannelsernes længde eller til at begrænse adgangen til kandidatuddannelserne.
Venstre og Dansk Folkeparti vil ikke være med til at pille ved de universitetsstuderendes mulighed for at få en kandidatuddannelse eller til at gøre bacheloruddannelsen fireårig i stedet for som nu treårig.
Det har regeringens kvalitetsudvalg, det såkaldte Søndergaard-udvalg, ellers foreslået.
»Det kommer ikke til at ske sammen med os. Hvis man skulle gøre noget, så mener jeg personligt, man skulle droppe bachelorprojektet og lave en erhvervsintroduktion,« siger Venstres forskningsordfører Esben Lunde Larsen ifølge altinget.dk/forskning.
Hos Dansk Folkeparti er forskningsordfører Jens Henrik Thulesen Dahl heller ikke indstillet på at ændre på den eksisterende struktur med tre år til at tage en bachelor og to år til kandidatuddannelsen og ser intet behov for at rulle en strukturreform igennem nu.
Socialdemokraternes forskningspolitiske ordfører, Jeppe Bruus, siger til uniavisen.dk, at regeringen da heller ikke har et forslag klar på området.
»Vi ser Søndergaard-udvalgets anbefalinger som et godt sted at begynde, og dets arbejde er velegnet til at starte en debat med,« siger han.
Det signal vil han også gerne sende til de borgerlige partier:
»Derfor er det oplagt nu at tage en diskussion om, hvordan vi skal udvikle uddannelserne. Alle vil forandringerne, men ingen fornyelsen,« siger Jeppe Bruus.
anfj@adm.ku.dk